18.05.2010

Vi bløder for DEF….!

En lille personlig beretning fra ”…just another day at the office…”:
Der er mange forskellige arbejdsopgaver knyttet til at være ansat i DEF – et eksempel kan være landsturnéen figuren ”Brainstorm” aktuelt er på.
Undertegnede fik på et af de mange pitstop som figuren har haft landet over rollen som flyttemand. Eller det vil nu sige; jeg skulle supplere tre hærdebredde rigtige flyttemænd med at få bugseret figuren på plads på Odense Universitetshospital, hvor ”Brainstorm” skulle pryde forhallen.
Desværre gled figuren da vi ikke kunne få den under en dørkarm, som åbenlyst var for lav. Det resulterede i at jeg blev strejfet i hovedbunden, da jeg – pudsigt nok – var den eneste, som ikke kunne holde figuren.
Under normale omstændigheder plejer jeg ikke at være specielt pjevset, selvom hende jeg deler postadresse med nok ihærdigt vil påstå det modsatte. Men da der i dette tilfælde er tale om en jernfigur, som vejer på den forkerte side af adskillige hundrede kilo, gjorde det – kort fortalt – hamrende ondt.
Og da blodet samtidig begyndte at dryppe ned på de matterede fliser i forhallen, blev de tililende personer enige om, at jeg skulle frekventere skadestuen, der befandt sig cirka 250 skridt væk fra gerningsstedet.
Kl. 13.30 ankom jeg lettere groggy og til bens til skadestuen, hvor jeg blev mødt af et stormsmilende personale, som straks visiterede mig til at være ”gul patient”. Muligvis skyldes deres muntre facon i skadestuen at jeg ankom iført ca. 37 meter grøn køkkenrulle som hovedbeklædning. Og eftersom jeg ikke har indisk blod i årerne, faldt min påklædning nok en del ved siden af den normale dresscode.
Nuvel; godt bænket i skadestuens temmelig kedelige rammer iført en nødtørftig forbinding, opdagede jeg – til min store beroligelse – ved læsning af et lamineret papskilt, at ”gule patienter” ikke befandt sig i en akut livstruende situation. Så langt så godt.
Det havde samtidig den sidegevinst, at jeg ikke var en såkaldt ”højt prioriteret patient”. Papskiltet indeholdt dog et løfte om at jeg kunne forvente at blive behandlet indenfor en time.
Den ene time blev til 12½, før jeg om natten klokken 01.37 blev syet med fem sting af en sød – men desværre mandlig – norsk læge. Da han ved samme lejlighed frejdigt proklamerede: ”Dy ærr soo gammøl, at dy fårr et arrr….”, var min begejstring til at overse.
En meget lang eftermiddag og aften med manglende indtagelse af noget der bare tilnærmelsesvis mindede om almindelig mad og drikke fra en til formålet opstillet automat i skadestuen havde ikke gjort mit sind mildere stemt.
Han syede nu pænt nok, og arret sidder ret præcist i kanten af min vigende hårgrænse. Til gengæld er jeg blevet indehaver af en lille hårkoloni, som konsekvent vokser den forkerte vej af resten af mine hårrødder. Det giver anledning til en del morskab i mit nærmiljø (læs: familie, venner og kolleger…)
 
Der har gennem årene i DEF været mange situationer og samtaler, der har brændt sig fast i mit hoved. Men først nu har jeg fået noget der sidder fast på ydersiden af kraniet som et evigt minde om tiden i Dansk Epilepsiforening samt Jens Galshiøts forkærlighed for tunge materialer.
 
”….Just another day at the office….”
Af Per Olesen, socialrådgiver

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev