Den sociale kontrakt…

Hvad skal vi gøre, for at bevare velfærdssamfundet på lang sigt? Det kom Kommunernes Landsforening for en uges tid siden med et debatoplæg om. Ikke overraskende bragte debatoplægget straks de politiske sind i kog. ”Vi må ændre efterlønnen” contra ”Efterlønnen skal ikke røres”. ”Vi skal ændre førtidspensionen” contra ”Det skal vi i hvert fald ikke”. Og så videre.
Det er en interessant debat, og de mest interessante indlæg er på det seneste kommet fra andre blog-forfattere. F.eks fra Michael Jalving (blogger på JyllandsPosten) og Mattias Tesfaye (blogger på Politiken), som torsdag d. 6. begge optrådte i Debatten hos Clement Kjærsgaard på DR2. Uagtet, at den ene er ”borgerlig” og den anden ”rød” var de enige om en væsentlig pointe: Begge mente, at den samfundssociale kontrakt er under opløsning.
Den ”samfundssociale kontrakt” er ganske enkelt præmissen for velfærdssamfundet: At en offentlig sektor gør det muligt for den private sektor at udvikle sig fleksibelt og i takt med økonomisk høj- eller lavkonjunktur ved at tilbyde ydelser og sikkerhed for borgerne i form af børnepasning, uddannelse, arbejdsløshedsunderstøttelse, sundhedsvæsen, pension o.s.v.
En del af denne kontrakt er, at f.eks. personer med handicap bliver kompenseret for de følger funktionsnedsættelsen evt. giver. I stedet for at lade en person gå i arbejdsløs fattigdom, fordi hun f.eks. på grund af epilepsi ikke kan arbejde på lige vilkår med andre, kan hun tilbydes ansættelse på vilkår, der giver fleksible muligheder for hende og kompenserer arbejdsgiveren for det eventuelle ”produktionstab”.
Hvad vil der ske for hende, hvis den sociale kontrakt i samfundet annulleres, eller ændres radikalt?  Hvad vil en markant ændring af omfanget af handicapkompensationen, øget brugerbetaling på velfærdsydelser, som i dag er gratis, eller øgede krav til selvforsørgelse i alderdommen betyde for hende?
Det er ikke et idyllisk billede af fremtidens velfærd som tegner sig. Aktuelt har vi tilmed en historisk politisk uenighed: Regeringen og oppositionen fører allerede valgkamp på livet løs. Kommunerne og Folketinget slås om, hvis ansvar det er, at vi nu står over for nedskæringer i det offentlige. På alle måder er fronterne trukket hårdt op. I Dansk Epilepsiforening følger vi nøje med i debatten. Jeg vil gerne opfordre alle til at engagere sig sammen med os – f.eks. gennem vores hjemmeside og Facebook-profil.
Af Lone Nørager Kristensen, Landsformand