14.11.2016

Virtuel hjerne viser epilepsi

Forestil dig at du har epilepsi, og din læge kunne taste alle de data, hun havde om din epilepsi, ind i et computerprogram, trykke på enter og VUPTI, så dukkede der på computerskærmen et billede op, der viste hvordan din epilepsi påvirkede din hjerne. Hun kunne så indtaste et forslag til behandling, trykke på enter og VUPTI, så kunne I se, hvordan den behandling ville virke.
Sådan en virtuel hjerne er nu kommet et skridt nærmere virkeligheden.
Forskere fra en række internationale forskningsinstitutioner har lavet en kunstig, computerskabt hjerne, hvor de kan indkode individuelle patientdata og få illustrationer af, hvordan de forskellige dele af personens hjerne påvirker hinanden. Med matematiske modeller kan de teste, hvad der sker i forbindelse med forskellige former for hjerneaktivitet – for eksempel i forbindelse med et anfald lokaliseret et bestemt sted i hjernen.
Forskerne håber og tror, at den virtuelle hjerne kan give dem ny viden om hvordan epilepsi udvikler sig. De mener også, at computermodellerne kan bruges i forbindelse med epilepsioperationer som et redskab til at lokalisere og vise, hvor hjernekirurgen skal operere.
På længere sigt er er den virtuelle hjerne et af mange forsøg på at komme nærmere en behandling, der er skræddersyet til den enkelte patient.
(Kilde: CNRS og Science direct)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev