24.09.2019

WHO: Der forskes alt for lidt i epilepsi

Forskning i epilepsi halter voldsomt efter forskningen inden for andre neurologiske sygdomsområder, siger FN’s verdenssundhedsorganisation i en stor epilepsirapport

 

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er FN’s enhed for folkesundhed. I en stor global rapport om epilepsi peger FN-organisationen på en lang række problemer på epilepsiområdet – et af dem er utilstrækkelig forskning.

Det står værst til i lav- og mellemindkomstlande, men i højindkomstlande halter epilepsiforskningen også efter andre neurologiske sygdomsområder, fastslår rapporten. Som eksempel dokumenterer tal fra USA’s nationale sundhedsinstitut (National Institute of Health) at der i 2018 blev bevilget 184 millioner dollars til epilepsiforskning i USA. Det lyder måske af meget, men det udgør kun 0,09 % af de samlede forskningsmidler, hvilket er forholdsvist mindre – meget mindre – end der bruges på andre sygdomsområder; herunder også andre neurologiske sygdomme.

Midlerne til forskning i epilepsi i USA er derudover stagneret de seneste tre år i modsætning til områder som Alzheimer, autisme og sjældne sygdomme, som alle har fået øget deres andel af forskningsmillionerne.

Rapportens kigger også på nogle af de globale forskelle, der er i forskningsindsatsen. F.eks. kan man se, at der i USA udgives 188 forskningsartikler om epilepsi for hver million indbyggere. I Europa er tallet kun 74, og for Afrika er det helt nede på to artikler pr. million indbyggere.

Danmark ligger under det europæiske gennemsnit

I Danmark er Jakob Christensen, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital og formand for epilepsilægernes faglige selskab, Dansk Epilepsiselskab, tilbøjelig til at være enig med WHO:

”Jeg ved ikke rigtigt, hvordan de tal er gjort op, men jeg kan kun være enig i, at der sker alt for lidt på området.”

Jakob Christensen fortæller, at han netop har tjekket i dataregisteret over artikler med medicinsk forskning, Pubmed, hvor mange epilepsiartikler, der i 2018 blev offentliggjort i alt: ”Jeg fandt 58 artikler for hele 2018, hvor artiklerne er udgået fra Danmark – altså langt under det europæiske gennemsnit. Jeg har nok misset nogen artikler, men jeg synes, det understreger, at der ikke sker så forfærdeligt meget.

 Jakob Christensen er selv en de epilepsispecialister, der forsker i epilepsi. Han forskning har ofte fokus på de mørkeste sider af epilepsiområdet så som overdødelighed og forsterskader grundet medicin, og i flere tilfælde har hans forskning været støttet af Epilepsiforeningens forskningsfond.

Siden 2010 har Epilepsiforeningen via forskningsfonden Inge Berthelsens Legat støttet dansk epilepsiforskning med mere end 5 millioner kroner. Du kan læse mere om Epilepsiforeningens støtte til forskning her.

Kilde

WHO’s ”Epilepsy – A public health imperative”. Du kan læse om Epilepsiforeningens forskningsarbejde her. Billedet er fra WHO’s rapport.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev