Epilepsiforeningen til Astrid Krag om manglende overvågning: ”Situationen er ubærlig”

 

I et brev opfordrer Epilepsiforeningens formand, Lone Nørager Kristensen, den ny socialminister Astrid Krag til at finde en løsning på det årelange problem med manglende støtte til overvågning

 

Siden 2015 har kommunerne manglet mulighed for at yde støtte til overvågning efter servicelovens paragraf 95 for en mindre gruppe mennesker med potentielt livstruende epilepsianfald og andre svære sygdomme.

Nogle kommuner prøver at hjælpe med behov for overvågning på anden måde end at give direkte støtte til at ansætte hjælpere til overvågning i eget hjem, men det ender som et kludetæppe af dårlige løsninger. Kommunerne har simpelthen ikke de rigtige værktøjer.    

”Situationen er præget af lovkaos”, skriver Epilepsiforeningens formand, Lone Nørager Kristensen, i et brev til den ny socialminister Astrid Krag.

I brevet opfordrer epilepsiformanden på det kraftigste ministeren til, at der hurtigst muligt findes en løsning.

image

Se nu at få prioriteret penge til at få problemet løst på den finanslov I skal forhandle her i de kommende uger.

Lone Nørager Kristensen

For nogle af de berørte har alternativet til at bo hjemme været botilbud. Det rummer imidlertid en selvstændig problematik, idet det langt fra er alle botilbud, der kan tilbyde overvågning i en kvalitet, som er brugbar for målgruppen. Derudover har Styrelsen for Patientsikkerhed i de sidste par år i en lang række tilsynssager dokumenteret, at der er omfattende udfordringer med helt basale og nødvendige sundhedsfaglige kompetencer på bosteder landet rundt.

I mere end fire år har Epilepsiforeningen og andre patient- og handicaporganisationer derfor gjort politikerne opmærksom på problemet. Og selvom der politisk i de seneste par år har været forståelse for problemet og behovet for at finde en løsning, er løsningsforslagene strandet grundet uenighed om finansiering.

”Situationen er ubærlig for de få berørte, og det her må kunne løses med politisk velvilje og gennemslagskraft”, skriver Epilepsiforeningen i et brev til den ny socialminister Astrid Krag: ”Det her kan man simpelthen ikke være bekendt. Og det er ubegribeligt for os, at nogle af dette lands mest sundhedsudsatte borgere og deres hårdt prøvede pårørende, på denne måde fortsat får revet gulvtæppet væk under sig, når barnet fylder 18 år.”

Hvad håber du, at der kommer ud af din henvendelse til ministeren?

”Det jeg siger til politikerne er: Se nu at få prioriteret penge til at få problemet løst på den finanslov I skal forhandle her i de kommende uger. I det store regnestykke er det småpenge, men konsekvenserne for de familier, der rammes er enorme, så hjælp dem nu.”, svarer Lone Nørager Kristensen, der sammen med andre patientforeninger og handicaporganisationer følger sagen tæt.

Kilde

 Epilepsiforeningen. Læs hele brevet her (pdf)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev