Tirsdag den 26. marts oplevede epilepsisagen en betydelig eksponering, da Storebæltsbroen blev badet i lilla lys.
Purple Day 2024 bød både på flot eksponering og flotte billeder. Foto: David Kahr
Purple Day 2024 blev ikke kun en succes for de lidt over 40 medlemmer af Epilepsiforeningen, som var til stede ved Storebælt for at se broens pyloner lyse op i lilla tirsdag den 26. marts. Det blev også tydeligt, at epilepsisagen oplevede en eksponering, der oversteg alle forventninger.
På sociale medier, nyhedshjemmesider og i aviser blev historien om den lilla bro delt flittigt. Både TV2.dk, TV2 Øst, Fyens.dk, Ugeavisen Nyborg, Ugeavisen Slagelse og Pressefotos.dk beskrev begivenheden, der skabte en betydelig opmærksomhed.
Succes på sociale medier
På Facebook var der også megen opmærksomhed omkring begivenheden. Blandt andet hos TV 2 Nyheder og TV2 Øst, som havde begge lavet et Facebook-opslag under begivenheden. Mens opslaget fra TV 2 Nyheder fik over 1400 reaktioner, nåede TV2 Østs Facebook-historie helt op på 4100 reaktioner.
Epilepsiforeningens og Storebæltsbroens Facebook-sider oplevede også ekstraordinært meget trafik i forbindelse med begivenheden. Når trafiktallene fra Epilepsiforeningen og Storebæltsbroens Facebook-opslag lægges sammen, altså det antal mennesker et opslag er nået ud til, så har 238.830 mennesker sammenlagt set de to opslag.
Mens Storebæltsbroens opslag stod for 200.000 visninger, havde 38.000 personer set Epilepsiforeningens opslag. Både for Epilepsiforeningen og Storebæltsbroens Facebook-sider er der tale om meget høje visningstal, som hører til sjældenhederne.
Det er værd at bemærke, at højest sandsynligt er et overlap mellem visningerne af de to opslag, men det ændrer ikke på, at begivenheden og epilepsisagen har opnået en markante eksponering. Direktør Per Olesen, der selv var til stede ved arrangementet, er mildt sagt meget begejstret over de imponerende tal:
– Det er helt vilde tal. Da vi lavede aftalen med Sund & Bælt, håbede vi naturligvis på at nå ud til et bredere publikum end normalt, men dette overstiger klart vores forventninger. Om vi kan gentage succesen næste år, er svært at sige allerede nu, men den her oplevelse viser, at det helt sikkert har været indsatsen værd.