30.06.2011

Alene i skoven

Ved at Google ”alene i skoven” kommer der en del annoncer frem, som bl.a. hedder; ”Træt af at være alene”, ”Dating for 50+” eller ”Dating – total gratis”. Også avisartikler kommer frem som hit, fx ” Vi går ofte alene i skoven”. At gå alene i skoven ved jeg, at et medlem nyder. For hende handler det ikke om dating eller følgeskab i skoven. Det handler om hende selv og om de gåture, hun går alene i skoven.
”Jamen, bevares” kan den opmærksomme læser tænke, ”skulle det nu være nyhedsstof at gå en tur alene i skoven?” Hvis jeg skal holde mig til Googles annoncer, så vil interessen måske mest være at få viden om, hvordan jeg får fat i den hånd, som jeg gerne vil holde i eller kysse på gåturene i skoven.  Men turen alene i skoven handler hverken om kys eller nyheder, den handler simpelthen om den gode historie. Den gode historie, som kan give håb til andre; den gode historie som sætter skub i tankerne og måske også i motivationen.
En kvinde ringer til mig i rådgivningen. Hun vil gerne spørge mig til råds om medicinsk behandling, men hun vil også gerne fortæller sin historie. Historien er, at hun igennem kostomlægning har tabt i vægt, er begyndt at dyrke og motion, og som en alt afgørende sidegevinst, nærmest som et trofæ, har hun opnået anfaldskontrol. Inden kostomlægningen og den ændrede livsstil med motion havde hun mange anfald. Anfaldene gjorde, at hun ikke turde gå alene i skoven. Kvinden har haft epilepsi i mange år. Hun har igennem tiden haft problemer med vægten, dels på grund af bivirkning til den medicinske behandling og dels pga. manglende motion. Nu er billedet vendt, efter at hun er kommet på en kontrolleret kostomlægning og dyrker motion sammen med andre. Hun er lykkelig, fordi det lykkedes.
Måske kan kvindens historie give skub i tankerne og motivation til opnå sit slutresultat: For eksempel at turde gå en tur alene i skoven.
Af Lotte Vinther Andersen, sygeplejerske   
           

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev