Den amerikanske non profit organisation Epilepsy Therapy Project har i samarbejde med læger, programmører og medicinalfirmaer udviklet en applikation til iPhone og iPod touch, der er en avanceret anfaldskalender, epilepsi-dagbog og begrænsede mulighed for påmindelser i et. Desværre findes applikationen kun på engelsk og foreløbig kun til de to Appleprodukter.
Hvis man vil prøve applikationen, skal man oprette sig som bruger på The Epilepsy Therapy Projects hjemmeside, www.epilepsy.com, logge på, gå ind på vælg "My Epilepsy Diary" og oprette en profil. I profilen beskriver man sine anfald, sin medicin og skriver sin sygehistorie. Man kan så starte sin dagbog og vedligeholde den via en applikation på en iPhone eller iPod touch eller direkte i sin dagbog på epilepsy.com.
Applikationen til iPod finder man ved at gå i app store, søge på "epilepsy" og vælge applikationen "My Epilepsy Diary".
Når man oplever anfald, bivirkninger, humørsvingninger eller andet, der kan hænge sammen med ens epilepsi, så opdaterer man sin dagbog. Det skulle kunne gøres hurtigt ved hjælp af ikoner og andre funktioner, der ligger klar i applikationen.
Dagbogs-applikationen kan i princippet også minde en om fx at tage sin medicin og om aftaler med sin behandler. Der er dog det problem, at europæer ikke kan modtage SMS’er fra den amerikanske applikation.
Når det så er tid for kontrolbesøg hos sin behandler, går man ind på sin dagbogsprofil på epilepsy.com og udprinter en rapport. Der er flere forskellige former for rapport at vælge imellem.
Dansk Epilepsiforenings sygeplejerske har en lille påmindelse til dem, der har lyst til at kaste sig ud i at lege med applikationen: "Dagbogen er udformet til amerikanske forhold. Hvis en dansk patient vil bruge den, bør personen nok aftale det med sin behandler først, så man får det mest effektive udbytte ud af de muligheder, der ligger i applikationen"
Man kan læse mere om applikationen på epilepsy.com her
Hos Dansk Epilepsiforening kan man få en folder i lommestørrelse med anfaldskalender og epilepsidagbog. Det kan bestilles gratis her
(Kilde: epilepsy.com)