Epilepsiforeningen om manglen på neurologer: Brug for kvalitetstjek af hele epilepsiområdet

Epilepsiforeningens formand arbejder for færre anfald

 

Berlingske har dokumenteret stor mangel på neurologer og lange ventetider. Det får Epilepsiforeningens formand, Lone Nørager Kristensen, til at kræve et grundlæggende kvalitetstjek af hele epilepsi­indsatsen.

 

»Den yderste konsekvens er, at en patient kan dø af et anfald,” siger overlæge Poul H. Mogensen fra Aalborg Universitetshospital som reaktion på, at der på landets hospitaler er mangel på neurologer til behandling af bl.a. epilepsi-, demens- og sklerosepatienter.

Det er Berlingske Tidende, der i en rundspørge blandt landets neurologiske afdelinger har opgjort, at der på landsplan mangler 90 neurologer – 50 i Vestdanmark og 40 i Østdanmark.

Berlingske dokumenterer også, at den gennemsnitlige ventetid på at komme til første undersøgelse på en af landets neurologiske afdelinger er helt oppe på 12,5 uger. Det er langt fra udredningsgarantiens 30 dage.

Situationen får Epilepsiforeningens landsformand, Lone Nørager Kristensen til, at kræve at epilepsibehandlingen i Danmark får et kvalitetstjek.

”Det er skræmmende, hvad epilepsipatienter skal udsættes for. Der er helt utilste­delige ven­tetider og mangel på kvalitet i epilepsiindsatsen. Noget som fagfolk peger på kan koste liv”, siger hun i en pressemeddelelse og tilføjer:

”Der er brug for et grundlæggende kvalitetstjek af hele epilepsi­indsatsen. Der er faglig, forskningsmæssig og praktisk belæg for at indsatsen halter. Der er brug for, at Sundhedsstyrelsen får et reelt overblik over området og den kvalitet og praksis, der udføres rundt i landet. Det ser vi ikke myndighederne overhovedet har i dag. Og vi kan simpelthen ikke leve med den ulighed der tegner sig på området, på baggrund af den ene sag efter den anden”, siger landsformanden og henviser til, at det i juni kom frem, at Styrelsen for Patientsikkerhed forbød Slagelse Sygehus at varetage den akutte behandling af blandt andet epilepsipatienter, fordi der manglede fagligt kompetent personale.

På landplan mangler der 90 neurologer

Ventetiden på at komme til første samtale med en neurolog er 12,5 uger

Der er risiko for uoprettelig skade

I Epilepsiforeningens rådgivning møder sygeplejerske og faglig konsulent Lotte Hillebrandt mange patienter, som ikke får den behandling og vejledning deres sygdom kræver. Det har store omkostninger for livskvaliteten, ikke bare for patienterne men også for de pårørende, påpeger hun:

”Man skal huske på, at der vitterligt er en reel risiko for uoprettelige skader i forbindelse med anfald, hvis ikke man får iværksat den rigtige behandling med tilhørende information og vejledning. En behandling som vel at mærke skal følges op, sådan at man som patient og pårørende ved, hvordan man skal forholde sig.”

På Aalborg Universitetshospital siger overlæge Poul H. Mogensen også, at manglen på neurologer kan få tragiske konsekvenser, og han fortæller til Berlingske:

”Presset, vi oplever på grund af underbemanding, resulterer i, at vi ikke ser patienterne så tit, som vi gerne vil. Ventetiden bliver lang, og efterspørgslen efter behandling er meget større, end hvad vi kan klare.”

S og DF vil presse ministeren

Epilepsiforeningen er i dialog med politikerne, men der er brug for handling, mener landsformand Lone Nørager Kristensen: ”Når myndighederne har fået præcis viden om, hvor skoen trykker, så skal der handles. Jeg er glad for dagens udtalelser fra Liselott Blixts (DF) og Flem­ming Møller Mor­tensen (S) om at sundsministeren efter deres opfattelse må sørge for, at der bliver taget fat om problemerne.”

Hun henviser til Berlingske Tidende, hvor Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen og formanden for Sundhedsudvalget, DF’s sundhedsordfører Liselott Blixt, lover at lægge pres på ministeren for at få uddannet flere neurologer.

Kilde

Epilepsiforeningens pressemeddelelse og Berlingske, hvor også grafikken er sakset fra. Det er også i Berlingske, at du kan læse S og DFs reaktion

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev