18.03.2021

Epilepsiforeningen om vaccineplanen: ”Uanstændigt”

Epilepsiforeningens formand kritiserer i en henvendelse til sundhedsministeren den ny vaccineplan. Planen betyder, at vaccinationen af især yngre særligt sårbare i den hidtidige vaccinationsgruppe 10 udskydes

 

I den ny vaccineplan, der blev offentliggjort af Sundhedsstyrelsen i går onsdag, ændres der nu grundlæggende i udrulningen af vacciner mod Covid-19. Fremadrettet vil udrulningen primært foregå ud fra et alderskriterium. Det betyder, at nogle grupper af borgere med kroniske sygdomme – herunder nogle med epilepsi – vil blive vaccineret mod Covid-19 senere, end de var stillet i udsigt.

Det har fået Epilepsiforeningens formand, Lone Nørager Kristensen, til at henvende sig til sundhedsminister Magnus Heunicke med en skarp kritik af de ændrede planer, som er lavet hen over hovedet på patientforeningerne.

”Det er en klokkeklar ommer,” skriver formanden blandt andet.

Henvendelsen lyder sådan her:

Kære Magnus Heunicke

Vi skriver til dig på vegne af Epilepsiforeningen for at udtrykke vores dybeste utilfredshed med den nye plan for udrulning af vaccinerne mod Covid-19. En plan vi fik en orientering om i går, og som vi på ingen måder har været inddraget i udformningen af.

image

“Dermed bryder man det løfte nogle af dette lands mest udsatte borgere har knyttet deres håb op på.”

Lone Nørager Kristensen

Det her er i vores øjne en uanstændig måde at behandle restgruppen af særligt sårbare på.

Her er tale om en personkreds, som nu gennem mere end 12 måneder både har passet ekstraordinært godt på sig selv, og for nogles vedkommende været omfattet af betydelige besøgsrestriktioner samt generelt har navigeret ud fra det entydige løfte (og dermed håb) de blev stillet i udsigt af såvel politikere som sundhedsmyndighederne: At vi alle skulle sikre de mest udsatte og sårbare bliver vaccineret først i takt med at vaccinerne ruller ind i landet.

Det princip forlader de danske sundhedsmyndigheder nu fuldstændigt – og dermed bryder man det løfte nogle af dette lands mest udsatte borgere har knyttet deres håb op på.

Vi må forstå på de udmeldinger vi får, at der primært ligger rent praktiske problemer til grund for ændringen.

Vi fik en melding fra Sundhedsstyrelsen i går om at hele Gruppe 5 nu stort set er sat i proces. Vi har derfor – utroligt – svært ved at forstå det skulle være vanskeligt at finde hurtigt frem til de gruppe 10 medlemmer, som nu i mere end 12 måneder er blevet stillet i udsigt at der skulle passes ekstra godt på dem. Oven i købet med afsæt i den faglige vejledning Sundhedsstyrelsen selv har lavet.

Så i vores optik er det her en klokkeklar ”ommer” – fordi de resterende særligt sårbare fortjener og behøver det.

Med venlig hilsen

Lone Nørager Kristen, formand, Epilepsiforeningen

Kilde

Epilepsiforeningens henvendelse til sundhedsministeren (pdf)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev