04.10.2011

Epilepsiforeningen på Christiansborg

Landsformand Lone Nørager Kristensen og direktør René Bøgh-Larsen besøgte tirsdag Christiansborg for at tale med henholdsvis med Enhedslistens Stine Brix og Dansk Folkepartis Liselott Blixt. Formålet med møderne var at drøfte situationen for de mange epilepsipatienter, som står i en alvorlig klemme, efter at Epilepsihospitalet har skåret voldsomt ned på grund af økonomisk pres fra Region Sjælland.

”Både Stine Brix og Liselott Blixt var meget interesseret i sagen. Liselott Blixt kendte allerede sagen fra i foråret, hvor Folketingets Sundhedsudvalg bredt udtalte sig til fordel for Filadelfia. Men også Stine Brix ser på sagen med stor alvor, hvad der er særdeles glædeligt,” udtaler Dansk Epilepsiforenings formand, Lone Nørager Kristensen, efter møderne.

Stine Brix har til Nordjyske sagt, at hun vil tage kontakt til Sundhedsministeren for at få sikret en hurtig løsning, og Liselott Blixt har til Altinget.dk udtalt, at Filadelfias fulde kapacitet skal sikres. Du finder artiklerne her.

”På vegne af Dansk Epilepsiforening fremlagde vi sagen, som den ser ud for 1000-vis af patienter. Også både Stine Brix og Liselott Blixt har fået dusinvis af henvendelser fra patienter, som ønsker politisk indgriben, nu hvor de oplever at stå i en særdeles utryg situation,” fortæller Lone Nørager Kristensen.

Filadelfia offentliggjorde i onsdags d. 28. september, at der skulle lukkes 2 afdelinger, fyres 100 ansatte og at nærmest alle patienter vil blive aflyst resten af året. Dansk Epilepsiforening mener, at tiden til forhandlinger er forpasset. Epilepsihospitalet og Region Sjælland har efter halvandet års forhandling ikke opnået andet end den katastrofe, patienterne nu står midt i.

”Derfor fremlagde vi Dansk Epilepsiforenings ønske om, at Sundhedsministeren hurtigt udpeger en opmand, som kan gennemtvinge et fornuftigt kompromis. Et kompromis skal efter vores mening først og fremmest tager hensyn til patienterne og adgangen til fortsat behandling for de mange, der er slås med vanskelig epilepsi. Endvidere bør der stilles krav om, at Filadelfia genetablerer ungdomsafdelingen og Havehuset, når der på et tidspunkt er fundet en økonomisk løsning”, fortæller Lone Nørager Kristensen.

Dagen bød også på et hastigt møde med Minister for Sundhed og Forebyggelse Astrid Krag, som efter møder på Christiansborg pludselig kom ud af hovedindgangen til sin ministerbil. Landsformanden og direktøren greb chancen for at hilse på, og kunne med lettelse konstatere, at ministeren straks sagde, at Filadelfia-sagen stod på hendes ”to-do” liste.

(Kilde: Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev