Familien ikke i tvivl: Lydbehandling gjorde Holger anfaldsfri

Holger får alternativ behandling og er anfaldsfri. Nu har faderens firma samlet 65.000 kr. ind til  Epilepsiforeningen

 

Da Epilepsibladet for fem år siden besøgte Holger og hans forældre, kaldte vi den 6-årige dreng for ”Drengen med høretelefonerne.” Det var fordi, han blev behandlet med såkaldt neuroakustik, hvor han i høretelefoner lyttede til musik i en frekvens målrettet netop ham og hans epilepsi.

Den alternative behandling hos en amerikansk lægeeksamineret kiropraktor havde familien selv søgt sig frem til i frustration over, at traditionel medicinsk behandling ikke kunne gøre sønnen anfaldsfri.

I dag er den nu 12-årige dreng stadig anfaldsfri og medicinfri og går ikke til kontrol, og familien er ikke i tvivl, om at det neuroakustikken, der har gjort det: ”Det er vildt for os. Vi havde en dreng der fik voldsomme anfald, hvor han gik i knæ eller fald bagover. I dag er der ingen anfald og alt er normalt,” siger hans far Bo Mikkelsen.

Selvom Holger nu har været anfaldsfri i en håndfuld år, så er epilepsien ikke forsvundet fra forældrenes bevidsthed: ”Man har det stadig i baghovedet, fordi det var så frygteligt som det var. Det er ikke noget, jeg tænker på hver dag, men jeg tænker da på det”, siger Bo og giver et eksempel: ”Når han sætter sig for at spille PlayStation, og det er et spil med en advarsel om, at det kan fremkalde anfald, så får han kun lov til at spille en halv time.”

65.000 kr. til børn og unge

Bo Mikkelsen er medejer i firmaet Contrast Company, der er et af nordens førende inden for licensprodukter. Da firmaet i år fejrede 25 års jubilæum samlede de sammen med deres leverandører ind og donerede pengene til gode formål. Til Epilepsiforeningen blev der imponerende 65.000 kr.

Pengene skal gå til Epilepsiforeningens arbejde for børn og unge med epilepsi, ønsker Bo: ”Det primære er, at børn skal have nogle gode og positive oplevelser”, siger han: ”Man har brug for at få nogle oplevelser sammen og et afbræk i den stressede hverdag. Og man har brug for at møde nogen ligesindede, der har de samme problemer som en selv.”

Epilepsiforeningens direktør Per Olesen: ”Det her er en superdejlig historie, og det varmer virkeligt at Contrast har lavet den her indsamling. Så kæmpe ”thumbs-up” og tak herfra til Bo og Contrast Company for det flotte resultat; de penge kan vi få rigtigt meget godt ud af til foreningens børn og unge – ikke mindst i takt med at verden heldigvis åbner sig op igen, og mulighederne for aktiviteter og oplevelser sammen med andre bliver bedre og bedre.”

Kilde

Epilepsiforeningen. Holgers historie kan læses i bladet ”Epilepsi 1, 2015” (pdf)

 

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev