27.09.2016

Filadelfia får topkarakter

Epilepsihospitalets bestyrelse, ledelse og ansatte har alt mulig grund til at være både glade og stolte i disse dage. For i en evaluering foretaget af uvildige internationale og nationale eksperter roses specialhospitalets medarbejdere for en høj kompetence og et stort engagement.
Ekspertpanelet har haft adgang til alle relevante informationer om centeret, ligesom eksperterne ved selvsyn har fået lov til at studere, hvordan Filadelfia fungerer.
Faciliteterne, den faglige ekspertise og tilgangen til diagnosticering, udredning og behandling på epilepsihospitalet er af høj standard og rækkevidde, og kvaliteten er på niveau med lignende internationale centre lyder eksperternes overordnede konklusion.
Den grundige evaluering blev sat i gang af ledelsen og bestyrelsen anført af Filadelfias bestyrelsesformand, professor Kjeld Møller Pedersen: “Formålet er at vise omverdenen, de regioner og kommuner, som vi betjener, og os selv, hvor vi står rent kvalitetsmæssigt, siger han.”, fortæller han til Epilepsinyhedsbrevet. Og han er glad for eksperternes vurderinger: “Vi indrømmer blankt, at vi er stolte af eksperternes bedømmelse af hospitalet.”
Det uvildige panel blev anført af den italienske læge og professor i neurologi, Emilio Perucca, der også er præsident for den internationale videnskabelige sammenslutning ”International League against Epilepsy” – i daglig tale ILAE. Fra udlandet blev han bistået af Thomas Grunwald, læge og professor ved det ansete schweiziske epilepsicenter i Zürich, og fra Danmark har deltagerne været Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved KORA, Anne Sabers, overlæge og professor ved Neurologisk Afdeling på Rigshospitalet samt Peder Ørnsholt Ring, direktør for Kvalitet og forskning, Region Sjælland.
Ekspertpanelet har suppleret sine bedømmelser med råd og forslag til forbedringer, f.eks. at Filadelfia bør investere i et særligt it-system som muliggør, at man kan måle, hvordan behandlingen hjælper patienterne.
Epilepsiforeningens formand: Det viser behovet for et specialhospital
Formanden for Epilepsiforeningen Lone Nørager Kristensen er også glad:
” Der skal lyde et stort tillykke fra Filadelfia fra os med den flotte og grundige evaluering. Det er både godt og meget modigt af Epilepsihospitalet at de lader sig kigge efter i sømmene af en gruppe uvildige eksperter fra området. Det vidner om at man arbejder meget seriøst med kvalitetsudviklingen på hospitalet, og tør vise hvad man laver – med det sigte at blive endnu bedre.”
“I min optik er evalueringen også med til at understrege vigtigheden af at have et specialhospital på området som tilbyder stærkt specialiserede udrednings-, behandlings- og rehabiliteringsindsatser til de som er sværest belastet af epilepsien – og dem er der desværre stadig alt for mange af,” fortsætter landsformanden og tilføjer:
“Og jeg er meget enig med lægelig direktør Helle Hjalgrim i, at man skal være glade fro de forslag til forbedringer som eksperterne kommer med; vi kan kun blive klogere af at fokusere på resultater af de forskellige indsatser. Det mener jeg bør være i fokus for hele behandlingsområdet; ikke bare på Filadelfia.”
Filadelfia blev etableret i 1897 som en selvejende non-profit organisation, beliggende i Dianalund. Institutionen, der har 800 ansatte, består af Epilepsihospitalet, Børneskole og specialrådgivning samt sociale døgn-/dagtilbud. Hospitalet er et landsdækkende specialsygehus, der får henvist patienter fra alle regioner i alle aldre.
Du kan i øvrigt læse om frit og udvidet frit sygehusvalg ved epilepsi her. (Kilde: Epilepsinyhedsbrevet og Sjællandske Medier)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev