06.04.2011

Filadelfia igen på Bertels bord

To uger efter, at Epilepsihospitalet Filadelfia og Region Sjælland var til forsoningsmøde i Sundhedsministeriet, er der endnu ingen aftale, der sikrer fremtiden for Epilepsihospitalet i Dianalund og sagen ligger igen på ministerens bord.

”Der er ikke sket alverden, og nu er sagen sendt tilbage til ministeriet,” udtaler direktøren for Filadelfia, Flemming Christensen, til Dagbladet Ringsted.

Filadelfia kan ikke blive enig om en ny driftsoverenskomst med Region Sjælland. Uenigheden handler om den fritvalgsramme, som hospitalet har. Møderne har været afholdt mellem regionalt ansatte læger og overlæger fra Kolonien Filadelfia.

”Nu må ministeriet komme med en ny idé,” udtaler Flemming Christensen, der fastholder, at hospitalets fremtid er truet.

Dansk Epilepsiforening formand, Lone Nørager Kristensen, er skuffet og bekymret over de manglende fremskridt i forhandlingerne:  "Bertel Haarder bør sikre, at forhandlingerne kommer tilbage på et spor, der ender med en holdbar løsning, ligesom forhandlerne fra regionerne og Filadelfia bør tage forhandlingerne alvorligt. Det er tusinder af epilepsipatienters behandlingstryghed og et specialhospital med unikke behandlingstilbud, der står på spil."

Siden forhandlingerne blev genoptaget den 18. marts har Dansk Epilepsiforening fulgt med fra sidelinjen og været klar over, at parterne skulle holdes til ilden. Derfor fulgte foreningen den 23. marts op på sine tidligere henvendelser til politikerne med et brev til Sundheds- og indenrigsminister Bertel Haarder.

I brevet udtrykker Dansk Epilepsiforening bekymring for Epilepsihospitalets fremtid og skriver bl.a.: "Patienter med epilepsi lades alvorligt i stikken, hvis der ikke findes en langtidsholdbar løsning omkring Epilepsihospitalets fremadrettede drift. Efter vores mening er regionernes udspil med en ca. 40 % besparelse ikke et udtryk for en holdbar løsning" 
 
I sit svar fra 25. marts udtrykker ministeren forståelse for Dansk Epilepsiforenings bekymring og svarer bl.a.: "Jeg er derfor også meget opmærksom på den situation, der er opstået i forbindelse med forhandlingerne om en ny driftsoverenskomst."

(Kilde: SN.dk og Dansk Epilepsiforening)

I vores hjemmesides tema om Filadelfia kan du bl.a. læse alt om Epilepsihospitalet og forhandlingerne og se en fem. minutters film om hospitalet

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev