Epilepsiforeningens podcast handler om børn med epilepsi

Hvad er dit bedste råd til forældre til børn med epilepsi? Det er et af spørgsmålene, vi i Epilepsi Podcasten stiller overlæge og professor Christina Høi-Hansen. Hør podcasten her eller der, hvor du henter dine podcast.

 

Merle er ganske lille, da hun får sit første epileptiske anfald. Dagen efter starter en helt ny hverdag for Merles forældre og søskende. For hvad gør man, hvis ens barn får konstateret epilepsi? Kan barnet blive helbredt? Kan barnet gå i børnehave? Hvordan undgår man at det går ud over de andre søskende?

I dette afsnit af Epilepsiforeningens podcast – Epilepsi Podcasten har vi stillet den slags spørgsmål til Christina Høi-Hansen, der er professor og overlæge på Afdelingen for Børne og Unge på Neuropædiatrisk afsnit på Rigshospitalet.

Vi får også en snak om det at være læge for børn med epilepsi: ”Børn er dejlige at samarbejde med, og deres familier er dejlige at samarbejde med. Jeg er ikke i tvivl om, at hver gang jeg går på arbejde, så er det bare utrolig rart at hjælpe nogle børn. Det der kan være hårdt, og hvor man nogle gange får et sug i maven, er, når man får nogle børn, hvor det ikke går så godt,” fortæller Christina Høi-Hansen

Vi taler også med Sandra, der er mor til en lille pige, Merle, med epilepsi. Da Merle fik diagnosen epilepsi, tog familien det ret let, fortæller hun: ”’Nå herregud er det bare det’. Vi frygtede, at det var en hjernetumor. Men vi blev hurtigt klogere.”

Sandra fortæller bl.a. om, hvordan datterens epilepsi påvirker hele familien. Og vi tager også det emne op med Chistina Høi og spørger hende bl.a.,hvad der er det vigtigste man kan gøre, når man står som forælder til et barn med epilepsi:

”Det er forældrepar, hvor jeg kan se, at de er gode, kærlige forældre og leger med deres barn og er til stede. Det er det vigtigste”, svarer hun, men ved også at der er mere i det end det: ”Der er simpelthen noget arbejde i at få det til at fungere.”

Sandra og andre forældre som hende er naturligvis bekymrede for hvordan det skal gå deres børn. Men heldigvis går det rigtig mange af børnene godt, fortæller epilepsiprofessoren:

”Før og efter diagnosen så har forældrene det samme barn. Så kommer der noget oven i: At man skal have medicin og man skal tage nogle forholdsregler, hvor man skal passe på noget. Men børn er jo vidunderlige at arbejde med, for de leger videre og lever videre, og de lader sig ikke slå ud de fleste af dem. Så det skal nok gå. Men der er også nogen, hvor man skal passe på deres intellektuelle funktioner.”

Her finder du Epilepsi Podcasten

Du kan høre alle afsnit af Epilepsi Podcasten her på hjemmesiden og i de fleste af de app, hvor du normalt henter dine podcast. Det er f.eks. Spotify, Apple Podcast, Google Podcast, Castbox, iHeartRadio, Deezer, Spreaker og Podcast Addict.

”Epilepsi Podcasten” er lavet med støtte fra medicofirmaet Danish Care.

Kilde

Epilepsi Podcasten “Børn med epilepsi”