Første gang epilepsi nævnes

19.07.2015

Den første gang, epilepsi nævnes på skrift, er på en 3.765 år gammel og to meter høj stensokkel fra datidens Mesopotanien i Det nære orient – vores tids Mellemøsten. Soklen er Hammurabis lov, der fastsætter nogle regler inden for en række retsområder.
Bl.a. slås det fast, at hvis en slave viser sig at have epilepsi, skal sælgeren tage slaven retur og give køberen hans sølv tilbage. Eller som der står på stenen:
”Hvis en mand køber en slave eller slavinde, og han (eller hun) inden der er forløbet en måned har fået et epileptisk anfald, så skal han vende tilbage til den, der solgte ham, og køberen skal have alt, hvad han har betalt (ordret: alt sølv) tilbage.”
Historien om Hammurabis lov fra ca. 1750 f.v.t. kan bl.a. læses i ”Epilepsi nr. 1, 1969”, hvor bibliotekar M. Weitemeyer fortæller om datidens lovgivning og specielt reglen, der handler om slaver med epilepsi.
Bibliotekaren peger på, at lovteksten åbenbart er et udtryk for, at man i det gamle Babylon anslog én måned som tilstrækkelig til at fastslå, om en person havde epilepsi eller ej.
Han fortæller også, at de slaver Hammurabis lov omtaler ikke kan sammenlignes med slaver af den slags man kender fra Romerriget. Der var derimod tale om huslaver, slavinder for husfruen og medhustruer for husherren. De var med andre ord ret kostbare og skulle bl.a. holdes med kost og klæder.
Mesopotaniens hårdt arbejdende proletariat har nok været daglejerne, der arbejde i sjak, fortæller Weitemeyer. Og det har sikker været der, mennesker med epilepsi har måttet søge tilflugt.
Det allerførste nummer af Epilepsi udkom i 1967. Du kan læse det og se andre numre af vores blad her (Kilde: Epilepsi nr. 1, 1969)