En genetisk diagnose giver mulighed for at finde skræddersyet medicin, der kan hjælpe mod epilepsien, men som måske er udviklet til helt andre sygdomme. Forældre skal indsamle 400.000 kr. til jagten på den mest optimale medicin til deres søn.
Da der opstod mistanke om, at Frej kunne have epilepsi, blev han henvist til Filadelfia, hvor man lavede et EEG på ham, der viste, at Frej havde rigtig mange anfald under søvnen. Efterfølgende fik familien tilbudt en gentest på Filadelfia, som afslørede, at Frej havde en fejl på genet KCNQ2. Foto: Privat
Af Allan Hougaard
allan@epilepsiforeningen.dk
Noget af det første der sker, når en ny familie skal introduceres til genetisk afdeling på Epilepsihospitalet Filadelfia, er, at familien bliver inviteret med på en opdagelsesrejse sammen med Filadelfia. Selvom der de seneste år er sket en rivende udvikling i forståelsen af genetiske epilepsiformer, er der stadig meget, lægerne ikke ved. Men de bliver hele tiden klogere, blandt andet gennem deres forskning.
Og det er i den proces, at Filadelfia tilbyder familierne at komme med på en rejse til ukendt land, som ingen før har betrådt. En rejse, hvor patienten deltager i forsøg eller undersøgelser af sin egen genetiske sygdom, som ofte er sjælden og blandt andet derfor måske ikke tidligere er blevet særligt udforsket. Og hvor patienten selv kan drage nytte af de resultater, der måtte komme ud af et forskningsprojekt. Sådan et tilbud fik den dengang otte-årige Frej og hans familie for godt to år siden, et tilbud de takkede ja til. Udbyttet blev nogle meget lovende resultater både for Frej og for forskerne, der planlægger at publicere resultaterne i et internationalt videnskabeligt tidsskrift.
Tidlig bekymring for Frejs udvikling
Frejs mor, Mette Skou Hansen, begyndte at blive bekymret for Frejs udvikling, da han var omkring et år, en bekymring der steg og senere blev delt af vuggestuen, som oplevede, at Frej som to-årig haltede noget efter, både med sproget og det motoriske. Frej kom gennem forskellige undersøgelser og fik en dyr praksis- og autismediagnose.
Der var også bekymringer omkring Frejs adfærd og udvikling, da han blev lidt større og kom i børnehave og specialskole, hvor han meget hurtigt blev udtrættet, havde svært ved at koncentrere sig og udviklede sig meget langsomt. I skolen kunne han være hektisk og havde nogle gange svært ved at sidde stille. Udviklingsmæssigt svarede hans niveau til halvdelen af hans alder.
Senere opstod der mistanke om, at Frej kunne have epilepsi, så han blev henvist til Filadelfia, hvor man lavede et EEG på ham, der viste, at Frej havde rigtig mange anfald under søvnen. Efterfølgende fik familien tilbudt en gentest på Filadelfia, som afslørede, at Frej havde en fejl på genet KCNQ2, som bestemmer, hvordan en saltkanal i hjernen opfører sig.
KCNQ2 er en af de gener, som oftest er involveret blandt patienter på Filadelfia med genetiske diagnoser. Men Frejs sygdomsbillede passede ikke ind i det billede, man kendte fra andre patienter på Filadelfia med fejl på KCNQ2. De havde nemlig typisk krampeanfald i den første periode efter fødslen, hvilket ikke var tilfældet med Frej. Derudover skilte Frej sig ud, ved at have en særlig fejl på KCNQ2, som man ikke før havde set på Filadelfia.
Efterprøver teori
Lægerne på Filadelfia kunne ikke fortælle familien ret meget om behandlingsmuligheder, eller om hvordan genfejlen ville komme til at påvirke Frejs udvikling, fordi Frejs symptomer var så anderledes, i forhold til det man kendte fra andre patienter med fejl på KCNQ2. Alligevel var det at få en diagnosen en stor lettelse for familien.
”Det var rigtigt godt for mig, at man fandt en årsag. Det gjorde det på en eller anden måde nemmere for mig at acceptere de udfordringer, Frej havde, når jeg kunne forstå, hvad der var galt, at han havde den her genfejl,” siger Frejs mor.
Frejs læge på Filadelfia, Allan Bayat, lovede efter testen at vende tilbage, hvis lægerne blev klogere på Frejs genfejl og bad om lov til at Frej måtte ligge i deres arkiv, hvis der blev mulighed for at lave noget forskning i Frejs genfejl. Noget tid efter blev det faktisk aktuelt, da Allan Bayat var dykket ned i Frejs journal og havde fået en mistanke om, at grunden til, at Frejs sygdomsbillede ikke lignede andre KCNQ2-patienters kunne være, at Frejs saltkanal opførte sig anderledes, end det var normalt hos KCNQ2-patienter.
En fejl på KCNQ2 fører normalt til, at saltkanalen bliver underaktiv. Allan Bayat havde en teori om, at Frejs særlige genfejl havde fået hans saltkanal til at være overaktiv, og at det var derfor, at Frej skilte sig ud fra de andre med fejl på KCNQ2.
For at efterprøve sin teori kontaktede Allan Bayat et center i Milano i Italien, som er eksperter i KCNQ2, og fik dem til at lave en kopi af Frejs saltkanal, så man kunne undersøge, om kanalen var underaktiv eller overaktiv. En celle fra en kinesisk hamsters æggestok blev placeret i et reagensglas, og et KCNQ2-gen med en genfejl magen til Frejs, og blev derefter sat ind i hamster-ægcellen.
KCNQ2-genet påvirkede nu ægcellen til at denne en saltkanal magen til den Frej har, som forskerne dernæst kunne måle på. Målingerne bekræftede Allan Bayats formodning, at kanalen var overaktiv modsat, hvad der ellers var normalt for fejl på KCNQ2. Det gjorde Frejs genfejl unik, da der kun var beskrevet 20-30 patienter på verdensplan med genfejl på KCNQ2, som fører til en overaktiv kanal.
Næste skridt i processen var at undersøge, om man kunne finde noget medicin, der kunne normalisere saltkanalen. En italiensk professor i lægemiddeludvikling kendte til et ældre præparat, Amitriptylin, som tidligere var blevet brugt som en slags lykkepille og nu mest blev brugt til kronisk nervebetændelse, men professoren havde erfaret, at lægemidlet også havde en god dæmpende virkning på den aktuelle saltkanal.
Forsøget blev gjort, forskerne kom Amitriptylin på ægcellen fra hamsteren og kunne konstatere, at kopien af Frejs saltkanal blev normaliseret og ikke længere var overaktiv. Nu manglede man så bare at finde ud af, om Amitriptylin ville virke på Frej selv. Så familien fik et rejsetilbud, hvor de sammen med to andre danske patienter blev tilbudt at være med i et forsøg, hvor man prøvede at behandle med Amitriptylin.
Takkede straks ja
”Allan Bayat og det øvrige personale på forskningsafdelingen har gennem hele forløbet været rigtig gode til at informere os om projektet og har brugt lang tid på at forklare og tale med os om Frejs sygdom. Derfor har vi følt os i gode hænder og var med det samme sikre på, at vi gerne ville være med i projektet. Hvis det var noget, der kunne hjælpe Frej på en eller anden måde, så vil man jo gerne gøre det,” siger Frejs mor, der samtidig havde lidt betænkeligheder.
”Jeg var en smule skeptisk i forhold til, om Amitriptylinen ville virke, fordi Frej tidligere havde prøvet flere forskellige former for epilepsimedicin, som ikke havde hjulpet på hans udvikling, men tværtimod havde givet Frej mange bivirkninger, hvor han blev mere træt og udadreagerende.”
Efter nogle måneder på Amitriptylin registrerede Frejs mor dog nogle meget overbevisende tegn på, at den nye medicin virkede. Frejs mor havde i mange år lavet hjemmetræning med Frej, en af de ting, de jævnligt havde forsøgt sig med hen over årene, var at lave sprællemand. Hvor Frej skulle stå med samlede ben og hænderne ned langs siden, og så i samme bevægelse skulle sprede benene og med strakte arme føre hænderne opad, indtil armene var vandrette eller lidt over. Og derefter i samme bevægelse skulle samle benene, mens de strakte arme fandt tilbage til udgangspunktet.
Det med at sprede benene fangede Frej hurtigt, når han stod og øvede sig på sit værelse på gulvet ved siden af sengen. Men armene ville ikke spille med. Enten hang de slapt ned eller også blev de trukket lidt tilbage. Og det var ikke fordi, Frej ikke prøvede, han blev stædigt ved, prøvede og prøvede, men kunne ikke knække koden. Men godt tre måneder efter, han var startet på den nye medicin, var den der pludselig en dag. Frejs arme og ben blev spredt og samlet i samme takt og endda i ret hurtigt tempo.
Frejs mor havde en lignede oplevelse med puslespil, hvor Frej havde haft svært ved at samle et puslespil med bare to brikker. En dag havde Frejs mor købt et puslespil med seks brikker, som hun havde lagt på bordet for senere at prøve at lægge det sammen med Frej. Men uden Frejs mor havde opdaget det, var Frej gået ind og havde selv lagt puslespillet.
“Det var ret vildt, og det er bare nogle eksempler på den forbedring, der skete i Frejs udvikling, efter han startede på medicinen, og som gjorde mig meget overbevist om, at medicinen virkede. Det var tydeligt at mærke, at Frejs opmærksomhed var blevet bedre, han blev mindre hektisk og bedre til at koncentrere sig både i dagligdagen og om skoleopgaver,” siger Frejs mor.
Den nye medicin har også hjulpet på Frejs natlige anfald, der næsten er stoppet, efter han er begyndt på Amitriptylin. Allan Bayat mener, at det også kan have hjulpet på Frejs adfærd og opmærksomhed, at han nu får en ordentlig nattesøvn uden forstyrrende anfald.
Genbrug
Skulle man efter at have opdaget Frejs specielle genfejl have udviklet noget medicin til hans sygdom, ville det normalt tage 10-15 år. At man her kunne gå ind og finde et præparat, der allerede var på markedet og for længe siden testet og godkendt, viser ifølge Allan Bayat, de fantastiske muligheder der er, når man får en genetisk diagnose.
”Det unikke her, er, at vi aldrig nogensinde ville have givet Frej det her lægemiddel, hvis vi ikke kendte hans genfejl, hvis vi ikke havde haft mulighed for at teste det af i laboratoriet og samtidig ikke havde haft nogle forældre, som selv var interesseret i at samarbejde med os og prøve noget nyt medicin af. Vi har genbrugt et lægemiddel, som allerede eksisterer, men til en helt anden sygdom. Og vi kan se, at det faktisk gør en forskel for ham, det er helt unikt,” siger Allan Bayat.
Her kunne man så tro, at rejsen stoppede for familien. Det gør den ikke. For da Frej i starten af januar var til kontrol på Filadelfia, åbnede der sig en mulighed for at lave nogle endnu mere præcise medicinforsøg, end det man tidligere havde lavet med hamster-ægcellen i Milano.
På lægekontoret fortalte Allan Bayat familien, hvordan det var muligt at tage en lille luns af huden fra Frejs arm og så omprogrammere hudcellerne, så de bliver stamceller, som man så igen kan omprogrammere til at blive til hjerneceller. Med lidt held kan man efter 6-12 måneder have en lille klump væv, som er en kopi af Frejs hjerne.
I modsætning til forsøget i hamstercellen, hvor man kun arbejdede med KCNQ2-genet, vil man her have en hjernekopi med alle Frejs gener inklusiv hans genfejl. Her vil man kunne lave EEG-målinger og lave forsøg med andre medicinpræparater.
Ifølge Allan Bayat kan forsøget give yderligere bevis for, at Amtriptylin virker samt potentielt hjælpe med at optimere behandlingen. Men også til at jagte nye præparater til Frej og andre med samme genfejl.
”Vi kan bruge det til at teste nye lægemidler, som måske ikke er sat i produktion, men som vi kan se teoretisk set vil kunne bruges til Frejs genfejl. Og så kan vi også bruge modellen til at studere, hvordan genfejlen påvirker cellerne i hjernen og derved bedre forstår, hvordan genfejlen leder til, at Frej bliver syg,” siger Allan Bayat.
Crowdfunding
Ulempen er, at det er både vanskeligt og dyrt at lave sådan en cellelinje, som der er brug for, og at det ikke er noget som Filadelfa kan dække. Omkring 400.000 kroner vil det koste for en enkelt patient, penge som Allan Bayat foreslog, at familien kunne forsøge at samle ind via crowdfunding.
Familien var i starten noget i tvivl om, de skulle hoppe med på rejsen.
”Man vil jo gøre alt, hvad man kan, for at hjælpe sit barn og gøre ham til den bedste udgave af sig selv. Frej har hjemmetrænet siden han var 5 år og har knoklet hårdt næsten hver eneste dag for at udvikle sig både motorisk og kognitivt. Han er nået langt, men medicinen kan give ham et helt andet potentiale. Derfor kan det stadig godt føles forkert at bede andre om økonomisk hjælp til behandling af ens barn. Det havde måske været lettere, hvis indsamlingen omhandlede en mere almindelig kendt sygdom, hvor en bredere personkreds kunne få gavn af forskningen. Omvendt kan det måske hjælpe og gøre en stor forskel for andre børn med samme genfejl både nu og i fremtiden, hvis man på baggrund af forskningen finder en god medicinsk behandling,” siger Frejs mor.
Efter noget betænkningstid besluttede familien sig for at takke ja til rejsen, og de er nu i gang med at få sat en indsamling op og søge godkendelse hos indsamlingsnævnet.
