Gentest kan give viden, man helst er foruden

De fleste, der får en genetisk diagnose, er lettede over at få en afklaring på deres sygdom, men en gentest kan også rejse dilemmaer, som er vigtige at forholde sig til, inden gentesten sættes i gang.

Trine Bjørg Hammer er en læge, som mange patienter med genetiske epilepsier er stødt på til pre-test samtale før en genetisk test både på Rigshospitalet og Epilepsihospitalet Filadelfia. Foto: Privat

Af Allan Hougaard
allan@epilepsiforeningen.dk

Trine Bjørg Hammer er en læge, som mange patienter med genetiske epilepsier er stødt på til pre-test samtale før en genetisk test både på Rigshospitalet og Epilepsihospitalet Filadelfia, hvor Trine Bjørg Hammer begge steder er tilknyttet. Hun arbejder den ene uge på Filadelfia og den næste på Rigshospitalet.

Man har de sidste godt 20 år haft mulighed for at få undersøgt, om der er en genetisk forklaring på patienters epilepsisygdomme. I de tidlige år var mulighederne ret begrænset og gentestning ikke særligt udbredt, men efterhånden som genteknologien blev udviklet, er antallet af patienter, der bliver udredt for genetisk betinget epilepsi, vokset voldsomt. Når man skal afgøre, hvem der vil kunne få gavn af en gentest, er der nogle røde flag, som man styrer efter.

Så er det egentligt rart, at de kan sige, jamen gud, det er ikke fordi, han er dårligt opdraget, det er jo fordi han eller hun er helt unik, helt særlig og meget sjælden.
Trine Bjørg Hammer

”Et barn med normal kognition og normal udvikling og så absenceepilepsi, der finder vi ikke noget i en gentest. Der skal ligesom være noget oveni epilepsien, det man kalder red flags. For eksempel meget ung alder for første anfald, forsinket udvikling eller dysmorfe træk, hvor man har noget, der ser lidt anderledes ud. Øjnene sidder lidt længere fra hinanden eller ørerne sidder lidt lavt,” siger Trine Bjørg Hammer.

Tidligere var det mest på børneafdelingerne, at den genetiske test blev benyttet, men de seneste år er det i stigende grad også blevet brugt på unge- og voksenområdet. Sidste år åbnede Nationalt Genom Center også op for, at personer over 16 år med epilepsi nu kan få adgang til at få lavet en kortlægning af alle deres gener med en såkaldt helgenomsekventering.

”Voksen-neurologerne er blevet meget mere opmærksomme på at bruge gentest, det skyldes nok en blanding af, at det er blevet billigere, lettere tilgængeligt, og så at man kan se, at det har betydning for voksenpatienterne. I princippet burde alle voksne med en mental retardering og epilepsi blive gentestet, medmindre der er en åbenlys anden forklaring på symptomerne, f.eks. en hjerneblødning,” siger Trine Bjørg Hammer.

Hvor meget vil man vide?

Alle læger kan bestille en gentest, som består i, at man får taget en blodprøve, som siden bliver sendt til et testcenter. Inden man går i gang med en gentest, er det ifølge Trine Bjørg Hammer vigtigt, at man kommer til en pre-test samtale hos en fagperson, der har viden om de etiske dilemmaer, der kan opstå i forbindelse med et forløb med gentest. Samtalen kan blandt andet foregå på en genetisk afdeling.

Det er barnets personlighed, som skal være tilgangsvinklen for forældrene, mere end genfejlen
Trine Bjørg Hammer.

Alle læger kan bestille en gentest, som består i, at man får taget en blodprøve, som siden bliver sendt til et testcenter. Inden man går i gang med en gentest, er det ifølge Trine Bjørg Hammer vigtigt, at man kommer til en pre-test samtale hos en fagperson, der har viden om de etiske dilemmaer, der kan opstå i forbindelse med et forløb med gentest. Samtalen kan blandt andet foregå på en genetisk afdeling.

Hvor meget vil man vide?

Noget af det vigtige, at få afklaret ved en pre-test samtale, er, hvor meget man vil have at vide, fordi der kan komme mange svar fra en gentest, som ikke nødvendigvis har noget med selve epilepsisygdommen at gøre, det lægerne kalder sekundære fund.

”Finder vi en genforandring i et gen, som kan give kræft, så kan man få tilbudt et kontrolprogram for den kræftform, er det noget man ønsker at vide? Eller en genforandring i et hjerte-gen, der gør, at man kan få uregelmæssig hjerterytme, så man måske skal have særlig kontrol eller indsat en pacemaker. Vil man vide det? Det kan også være, man finder noget i et gen, som giver øget risiko for demens, som man ikke kan gøre noget ved. Det er måske ikke 100 procent sikkert, at det vil udvikle sig, vil man have sådan noget at vide? Det skal man også snakke om,” siger Trine Bjørg Hammer, der også forsøger at være tydelig med, at svarene ikke altid er helt klare.

” Ved pre-test samtalen er det også vigtigt at få forklaret, at de svar, man får, ikke altid er sort-hvide; ja-nej svar. Man kan f.eks. få at vide, at vi har fundet en genvariant, som man aldrig har set før. Men vi ved faktisk ikke, om det betyder noget. Måske giver den sygdom, men det kan også være, det bare er en meget sjælden men normalt fungerende genvariant. Vi kan først afklare det, når der er kommet mere viden”.

Endelig er det også vigtigt at få afklaret, om man er interesseret i at deltage i forskning.

”Man kan finde et gen, hvor man ikke ved, om det giver epilepsi, men hvor man har en mistanke, og hvor man måske kan finde nogle kolleger i udlandet, der har en lignende patient og så starte noget forskning op omkring det her gen, og lave nogle museforsøg. Så man har sådan et forskningsspor, man kan tage.”

Forældrene med

Det ideelle, når man skal lave en gentest, er, at forældrene også er med, fordi de genfejl, man leder efter ofte er nogle, der er nyopstået i patienten, og som ikke findes hos forældrene. Ved at sammenligne patientens gener med forældrenes vil man ofte kunne finde de genfejl, man søger efter. Og nogle gange også opdage gener, man ikke vidste kunne føre til sygdom. Trine Bjørg Hammer nævner en afrikansk flygtningefamilie, som havde et meget sygt barn, hvor både barn og forældre blev gentestet.

”Vi fandt en genfejl i et gen, som hedder BAZ2B, som er udtrykt i hjernen, og hvor der var en ændring på barnets gen i forhold til hos forældrene. Vi antog, at det var årsag til barnets sygdom og fik kontakt med udenlandske kolleger, der havde opdaget samme genfejl hos patienter. Og med samme symptomer som hos vores patient. Så vi kunne sige til familien, at vi tror, det her forklarer barnets epilepsi og forsinkede udvikling: For at blive klogere på det gen, er vi nu i gang med noget grundforskning og forskellige studier,” siger Trine Bjørg Hammer.

Nogle gange kan det også være nødvendigt at inddrage andre familiemedlemmer til at afklare en genvariants betydning.

”Finder man genvarianten hos flere raske familiemedlemmer, er den ikke sygdomsfremkaldende. Finder vi den kun hos andre syge familiemedlemmer, så fører den nok til sygdom,” forklarer Trine Bjørg Hammer.

Ikke altid man kan gøre noget

Det kan være meget forskelligt, hvordan udbyttet bliver af en gentest. Da mange af de genetiske epilepsier er sjældne, er det ikke altid, man kan gøre noget behandlingsmæssigt. Men der findes en del gener, hvor man kender til medicin eller kost, der kan hjælpe. Eller hvor man ved, at der er medicin, man skal undgå.

”Der er en genfejl, som medfører en glukose transporter defekt i hjernen, hvor man ved, at det kan hjælpe med ketogen-diæt, hvor man får hjernens energiforsyning væk fra glukose og over til ketonstoffer. Det har hjulpet børn. Men vi har også oplevet voksne patienter, der selvom de havde en mental retardering og havde haft epilepsi i mange år, så gjorde det faktisk noget for deres opmærksomhed og velvære, at komme på ketondiæt, de fik en større livskvalitet.”

For nogle patienter på Filadelfia viser der sig en mulighed for at deltage i forskningsprojekter omkring deres behandling.

”Vi har patienter med fejl på et gen, der hedder GRIN2A, hvor nogle patienter som forsøg har fået L-Serine, som er et naturpræparat, som vi har kunnet se, virker på de GRIN-receptorer, som har en nedsat funktion hos nogle GRIN2A-patienterne. Patienterne får det bedre, især adfærdsmæssigt,” siger Trine Bjørg Hammer, der pointerer, at effekten af L-Serine endnu ikke er endelig bevist.

Ro i sindet

Nogle patienter kan bruge den genetiske diagnose til at få hjælp i det sociale system. For hovedparten af patienter og familier gælder, at det giver ro i sindet at få en genetisk diagnose.

”For de fleste er det positivt at få en genetisk diagnose. Måske har de gået og været frustrerede over, at deres barn altid er lidt ved siden af. Så er det egentligt rart, at de kan sige, jamen gud, det er ikke fordi, han er dårligt opdraget, det er jo fordi han eller hun er helt unik, helt særlig og meget sjælden. Og de kan få kontakt til de ti andre i verden, der har samme diagnose.”

Et andet udbytte er, at forældre, som tænker på at få flere børn, kan få vejledning om gentagelsesrisikoen og hjælp med ægsortering og moderkagebiopsi.

Når en patient på Rigshospitalet har fået sit testresultat, slutter forløbet normalt der. Men patienterne får altid at vide, at de kan komme igen senere, uanset om man har fundet noget eller ej, fordi man hele tiden bliver klogere på de genetiske epilepsier og behandlingsmuligheder .

”Vi havde en patient, som blev gentestet uden at vi fandt nogle genfejl, som kunne være sygdomsfremkaldende, nogle år efter kom samme patient igen og fik taget en ny test, som nu viste, at der var en kritisk genfejl”.

Genfejlen var ikke opstået i mellemtiden, men man havde først fundet ud af, at det pågældende gen var sygdomsfremkaldende en måned efter, at patienten første gang var blevet gentestet.

”Hvis vi ikke finder noget, så slutter jeg med at sige, at det jo er med den viden vi har i dag. Der er 20.000 gener, og vi kender kun betydningen i mennesker af de 6.000 gener. Så der er rigtigt mange ting, vi ikke ved. Så jeg vil altid sige, kom tilbage om fem år, der ved vi meget mere, og kom tilbage, hvis der kommer ændringer i symptomerne,” siger Trine Bjørg Hammer.

Fjerner fokus

Hun har også et ønske om at fjerne nogle af bekymringerne fra forældre, der har fået en genetisk diagnose til deres barn.

”Der er nogle forældre, der har det her kæmpe ansvar, de føler, de hele tiden skal holde sig opdateret om den her genfejl. Fordi, hvis der nu kom det her præparat, eller den her viden, der kunne redde deres barn. De ender måske nogle gange med at bruge så meget energi på det, at de bliver stressede, hvor jeg tænker, at Filadelfia kan tage ansvaret og holde bolden for dem og sige, vi skal nok holde øje med, hvis der kommer noget, der er væsentligt for jeres barn. Og så skal vi nok tage kontakt, i stedet for byrden ligger hos forældrene, som føler, det er deres ansvar.”

Når Trine Bjørg Hammer har samtaler med forældre til nogle af de mere syge børn, prøver hun at få forældrene til at fjerne fokus fra det syge.

”Det bliver nogle hårde samtaler, og man kan ikke tage det væk, man kan ikke lade som om, det er rare samtaler. De må prøve at holde fast i, at barnet er barnet og ikke diagnosen. De må tage udgangspunkt i barnet og se, hvordan barnet udvikler sig. Og se på nettet, hvis det giver mening. Nettet er jo godt til at få en masse empowerment, men nogle gange kan det også være for meget, fordi dem der skriver på nettet, er dem, der har de sygeste børn.

Jeg har meget fokus på at sige til forældrene, det er dit barn, med alle de gode ting, som også er med det. Det elsker måske musik, altså igen ligesom holde fast i, at barnet er ikke kun diagnosen, det er barnets personlighed, som skal være tilgangsvinklen for forældrene, mere end genfejlen,” siger Trine Bjørg Hammer.

Kilde

Epilepsi nr. 1 2023 (pdf)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev