Handicappede og retten til et almindeligt (sex-)liv

08.02.2012

Det siger sig selv at et handicap giver begrænsninger, for den som har handicappet. Den blinde kan ikke se og det giver naturligvis mange begrænsninger i forhold til f.eks. bevægelsesfriheden. Den døve har selvfølgelig udfordringer, når vedkommende skal kommunikere med hørende. For nogle er epilepsi et handicap, der på forskellige – om end ikke så entydige måder som syns- eller hørehandicap – giver udfordringer i hverdagen.
I Danmark er vi rummelige over for mennesker med handicap. Påstår vi. Alligevel kan alle, der som jeg er aktive i handicapbevægelsen bekræfte, at rummeligheden ofte er begrænset. Det springer i øjnene, når et nyt butikscenter f.eks. ikke har ordentlig handicapadgang, men rummeligheden mangler oftere på andre og mere skjulte felter.
Ser man for eksempel på privatlivet, er det slående, at rummelighed er et relativt begreb for handicappede: Mennesker med epilepsi er sjældnere i parforhold end den ”almindelige” dansker, har mindre sociale omgangskredse og er oftere ensomme. Uden at kende tallene vil jeg vædde på, at dette er generelt for andre handicappede også. Og så rammer vi ind i en af de seneste ugers ”hotte” offentlige debatter: Handicappedes begrænsede adgang til et ”almindeligt” sexliv og følgende ”kompensation” gennem brug af prostituerede…
Handicappede har ifølge dansk lov, ret til at få hjælp til det, de ikke selv kan klare. Det kaldes kompensationsprincippet. Så hvad nu hvis den ensomme handicappede ønsker besøg af en prostitueret, men ikke selv kan skaffe sig kontakt – har vedkommende så ret til hjælp med at opnå kontakten?
”Nej”, mener regeringen, og ønsker at f.eks. personale på bo-institutioner skal forbydes at hjælpe den handicappede til at opnå kontakt til en prostitueret.
”Jo”, mener Danske Handicaporganisationer.
Flere debattører har ment, at her var et dilemma. Det mener jeg nu ikke. Uanset hvad man mener om prostitution er det et lovligt erhverv. Derfor begår en ”almindelig” prostitutionskunde ingen lovovertrædelser, når vedkommende handler med en prostitueret. Enhver – også en handicappet medborger – har lov til at handle med en prostitueret. Og eftersom den handicappede har krav på hjælp til gøremål, handicappet begrænser vedkommende i, har handicappede dermed også ret til at få hjælp til at kontakte prostituerede.
Jeg er enig i synspunktet om, at prostitution er et stort socialt problem, som man bør komme til livs, så fattige piger fra f.eks. Østeuropa ikke havner i gadeprostitution i danske byer. Men ensomhed blandt handicappede er også et socialt problem. Regeringen løser ikke et problem for de prostituerede ved at forbyde handicappede hjælp til at kontakte dem, men forøger kun handicappedes i forvejen begrænsede adgang til et sexliv. Og sex – uanset tilbøjelighed og udfoldelsesmåde – hører nu til under det, man forstår ved at leve et almindeligt liv.
Af Lone Nørager Kristensen, landsformand