I epilepsiens tjeneste trodser Stine og Trine 22 graders kulde

Af Victor Bebe Lasen

I 22 minusgrader gør Trine Toft og Stine Lincoln sig de sidste forberedelser inden de fredag den 22. marts stiller til start ved Arctic Circle Race, der af mange bliver betragtet som verdens hårdeste langrendsløb, alt imens kulden bider i kinderne og duften af frost kan mærkes helt ind i næsen.

Udstyret bliver tjekket, taskerne pakkes forfra igen og igen, der bliver skitrænet med de lokale og så er der også lige tid til en frokost med nogle af medlemmerne fra den lokale handicapforening.

Rammerne omkring dem er den vestgrønlandske by Sisimiut. Her er stoltheden i byen er til at tage og føle på, for i 25 år har byen været vært for det berømte race.

De to veninder ankom til byen for et par dage siden, og udover at få styr på de mange praktiske ting man skal nå, inden man tilbagelægger 160 kilometer på ski, har de også tid til at jagte nordlyset om aftenen.

Hjertet banker for det arktiske og for det iskolde eventyr, men det banker også for noget andet. Og det er her, vi finder den primære årsag til, at de to veninder befinder sig i Sisimiut.

Med sig har de et hvidt flag, med et logo af en hånd, der holder en hjerne og hvor der med lilla skrift står ”Epilepsiforeningen”. Turen har nemlig først og fremmest til formål at samle ind til Epilepsiforeningen og dens arbejde samt at skabe opmærksom omkring epilepsi, og dem som lever med det.

Venskab under tv-optagelser

Venskabet mellem de to seje kvinder er relativt nyt. De mødte hinanden, da de medvirkede i DR-serien “Slædepatruljen”, hvor 18 kvinder gennemgik et forløb inspireret af Forsvarets optagelsesprøve og Slædepatruljen Sirius forskole.

Trine Toft, der arbejder som hjerneforsker, og Stine Lincoln, der har en datter med epilepsi, kom tæt på hinanden, da Trine Toft under en langrendstest styrter og pådrager sig en hjernerystelse.

Da Stine Lincoln ser styrtet, skynder hun sig som den første hen til Trine Toft, og hun går straks i beredskab. Hun tjekker først, om Trine Toft har fået et epilepsianfald, fordi hun ved, at Trine Toft, som er ultraløber, er stærk, og derfor ikke er let at slå omkuld.

Episoden og deltagelsen i programmet blev starten på venskabet mellem de to. Selv om Trine Toft måtte udgå fra programmet med en hjernerystelse efter styrtet, har det hverken afskrækket hende eller Stine Lincoln fra at kaste sig ud i nye ekstreme udfordringer.

Minimal langrendsforberedelse

Det er nærliggende at tro, at man har at gøre med skiløbere, som har tilbagelagt mange tusinde kilometer på ski, når de vælger at tilmelde sig verdens hårdeste langrendsløb. Dem er der sikkert også en del af ved startområdet – det er bare ikke Trine Toft og Stine Lincoln.

Ved spørgsmålet om, hvordan man forbereder sig til et langrendsløb som Artic Circle Race, indrømmer de hurtigt, at forberedelsen på skiene har været meget minimal for dem begge.

– Hånden på hjertet. Vi har ikke trænet specifikt på langrendsski. Jeg ved, jeg er utrolig udholdende. Jeg har trænet som vanligt, dog har jeg skruet mere op for bakkeløb og lange løbepas. Mentalt ved jeg, at jeg har den, men jeg har selvfølgelig tænkt en masse scenarier igennem, fortæller Trine Toft.

– Vi har ikke rigtig øvet os. Det er nok derfor, så mange griner lidt af os. Jeg har forsøgt at styrketræne armene, for jeg kan tydeligt huske, hvor ondt jeg havde efter de sidste 100 kilometer i forbindelse med ”Slædepatruljen”. Jeg har selvfølgelig løbet 100 kilometer før, men det her er slet ikke det samme. I Sverige var det fladt og vindstille, her er der kæmpe bakker, hvor vi flere gange må tage vores ski af og gå, tilføjer Stine Lincoln.

Ikke desto mindre glæder de to veninder sig enormt meget til at komme ud på ruten og opleve den grønlandske vildmark.

– Jeg glæder mig til at opleve stilheden, mærke følelserne og faktisk også til at lære Stine endnu bedre at kende. I Sverige, da vi kørte i forbindelse med “Slædepatruljen”, måtte vi ikke tale sammen. Nu er vi i et langt løb sammen, og jeg ser frem til hele processen mod målet. Jeg glæder mig også til at være blandt lokale, til at vise projektet frem og til at vise, hvorfor vi er her. Indtil videre har der været meget genkendelse heroppe blandt de lokale: “Er I dem fra Epilepsiforeningen?”, og jeg kan mærke, at vores historie rammer dem, vi taler med, siger Trine Toft.

– Noget af det jeg virkelig glæder mig til, er at have kæmpet mig op på en høj bakke, stoppe op og se ud over det smukkeste milde snelandskab. Jeg ser frem til at være stolt af mig selv, knibe en lille tåre, nive mig selv i armen og sige: ”Stine du gjorde det.” Jeg kommer til at mindes den tid, hvor jeg aldrig troede, jeg kunne blive glad igen. Tænke på mine to piger og sende dem flyvekys hele vejen fra Grønland. Jeg er sikker på, de er stolte af deres mor, som gerne vil vise dem, at selvom livet gør ondt, så kan man blive glad igen og følge sine drømme, afslutter Stine Lincoln.

Man kan fortsat støtte dem via Mobilpay på 67566 og skrive teksten “ACR”, eller via en indsamling på Facebook.