Jeg blev mobbet i skolen

07.09.2016

Af Annika Krogsgaard
Jeg er en pige, som har haft epilepsi, siden jeg var otte år. Det var tilbage i 1990’erne, og det jeg især husker fra den tid er, at jeg blev mobbet rigtig meget i skolen på grund af mine anfald. De andre elever kunne jo ikke se, hvad der foregik, når jeg sad og rystede og ikke svarede, når der blev snakket til mig. Det begyndte jeg at forstå, da jeg blev ælde.
I næsten 20 år levede jeg med mine anfald, der for eksempel kom, hvis jeg ikke fik den søvn jeg skulle have, glædede mig meget eller var ked af noget.
Selv om jeg gik til kontrol og fik medicin, blev jeg ved med at have anfald. Men så kom jeg på Epilepsihospitalet Filidelfia, hvor de i 2009 gav mig et tilbud om en operation. Det tilbud tog jeg imod. Derefter er det kun gået fremad.
Epilepsihospitalet var et rigtig dejligt sted. Det var ikke som at være indlagt på et sygehus, for vi gik nærmest bare og hyggede os .  Og i dag, hvor Facebook er kommet frem, skriver jeg stadig med en af dem, der var indlagt sammen med mig. Det går også bedre for hende, selvom hun ikke er blevet helt anfaldsfri.

Skal ikke rejse om natten

Siden operationen har jeg kun haft et anfald. Det var, da jeg havde været ude at rejse med min veninde. Vi skulle flyve hjem midt om natten, så jeg fik jeg slet ikke slappet af eller rigtig sovet. Da jeg kom hjem ved fem-tiden troede jeg, at jeg bare kunne tage på arbejde og fortælle om turen, men det endte med et stort anfald, hvor jeg rendte på gaden i mit nattøj, og folk måtte ringe efter en ambulance. Så der lærte jeg, at jeg ikke bør rejse om natten. Men ellers har det gået rigtig godt. Jeg har ikke haft flere anfald, og skal blot sørge for at tage min medicin. 
Nu er jeg 33 år og bor i min egen lejlighed uden noget opsyn. Der er nogle, der hjælper mig med at tælle medicin til en uge ad gangen, ellers jeg styrer jeg også det selv. Og når folk spørger, om der ikke er mange ting, jeg ikke må eller ikke kan, fordi jeg har epilepsi, så er det rigtig dejligt at kunne svare, at det er der ikke længere.
Så kommer spørgsmålet gerne: ”Jamen, du må vel ikke få kørekort?” Så kan jeg svare, at det må jeg gerne nu, da det er over to år siden, jeg sidst havde et anfald. Det er dejligt at kunne svare det, fordi der har været folk, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg skulle køre med andre og ikke selv havde et kørekort.
I dag tænker jeg ikke så meget over min epilepsi, når jeg er ude mellem andre, og i hverdagen gider jeg ikke have en masse snak om det. Men hvis der er folk, der ikke kender til min fortid eller til epilepsi, kan jeg godt lige fortælle om det.