16.10.2012

Jeg skulle hilse fra Mette Frederiksen…

Jeg skulle hilse fra Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og ønske ”God efterårsferie” … Ja, nu er det godt nok ikke noget, hun har bedt mig om at sige sådan direkte, men jeg gætter på det. Nu skal du høre hvorfor:

Ser du, det er sådan, at vi i Danmark har en form for demokrati. Det er en regel i dette ”demokrati”, at de som bliver berørt af en lovgivning har ret til at blive hørt, inden denne lov bliver endeligt lagt frem til vedtagelse i Folketinget. Hensigten er at borgere, som bliver berørt af nye love, skal have mulighed for at give deres synspunkt om loven tilkende, så alle aspekter omkring loven bliver belyst.

Dengang Mette Frederiksen sad i opposition, var hun og andre i den nuværende regering ikke sene til at skælde ud, når de syntes, at V og K’s ind i mellem meget korte høringsfrister ikke respekterede borgernes muligheder for at blive hørt. For jo kortere svarfrist – des mindre er risikoen for, at lovgiveren bliver sagt imod, og man kan jo altid skælde sin modstander ud, for ikke at lytte nok eller ordentligt…

Men nu er situationen en anden. I dag er det Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som sidder og vil gennemføre en reform af fleksjobordningen. I den forbindelse skal hun sende sit oplæg til lovændring i høring. Det respekterer hun naturligvis… lige så meget som den tidligere borgerlige regering gjorde.

Derfor har Dansk Epilepsiforening, blandt så mange andre, i dag – på efterårsferiens mandag – modtaget en høring om den model, som de kommende fleksjobbere skal lønnes efter.

Modellen skærer drastisk i den løn kommende fleksjobbere får i forhold til den model, der anvendes i dag, og selvfølgelig kan Mette Frederiksen forudse, at modellen bliver modsagt under en høring. Så mon ikke det er derfor, at høringen sendes ud i efterårsferien med en svarfrist på bare 4 arbejdsdage..?

Jeg tror, at Mette Frederiksen håber, at vi alle holder ferie, så hun slipper for at blive modsagt i høringssvarene. Det er derfor, jeg tillader mig at hilse fra ministeren med ønsket om en god ferie. Hvis jeg har misforstået hende, skal hun bare sige til – jeg forventer, at hun svarer inden på fredag!
Af Lone Nørager Kristensen, Landsformand

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev