04.09.2010

Kampagne om overbeskyttende forældre

Kender du vattede forældre? spørger man i  Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH). De har lanceret kampagnen ”Mit handicap er mine vattede forældre”. Kampagnen fokuserer på overbeskyttende forældre, der begrænser deres unge med handicap mere end nødvendigt.

”Mange unge med handicap oplever at have overbeskyttende forældre, der begrænser dem unødigt. Der ikke nogen tvivl om, at forældrene mener det godt og har de bedste hensigter. Alligevel kan det føre til, at unge med handicap risikerer at blive hæmmet og begrænset i deres udvikling samtidig med, at de skal leve med deres handicap,” lyder det fra SUMH.

Dansk Epilepsiforening har i flere omgange beskæftiget sig med problemstillingen ”overbeskyttende forældre”.

Epilepsiforeningens medlemsundersøgelse om 18 til 30-årige unge med epilepsis levevilkår, ”Levevilkår for unge med epilepsi – medlemsundersøgelse 2009”, viser, at forældrene er bekymrede for deres børn og nogle tilfælde begrænser den unges udfoldelsesmuligheder.

Bekymringerne kan dog ikke karakteriseres som entydigt ”dårlig”. På nogle punkter beskytter forældrenes bekymring de unge: De har en mindre tendens til at de blive mobbet eller møde negative reaktioner. På andre måder synes forældrenes bekymring at hæmme de unge: De er ikke lige så seksuelt aktive, de har ikke så tit et menneske, de kan tale med, og de er ikke helt så lykkelige som de unge, der har mindre bekymrede forældre.

Forældrenes bekymringer hænger ikke sammen med hvor svær en epilepsi, den unge har. Derimod kan man se, at jo mere den unge frygter følgerne af sin epilepsi, des mere bekymrede er forældrene. Det er imidlertid vanskeligt at vide, hvad der her er årsag og virkning.

(Kilde: Sammenslutningen af Unge Med Handicap og Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev