06.01.2020

Kvalitetsprojekt skal styrke epilepsiudredning af børn og unge

På Rigshospitalet skal et kvalitetsprojekt og nyt EEG-system på BørneUngeklinikken give bedre diagnoser og sikre flere en helbredende operation

 

 

Hidtil er børn og unge, der kom ind på Rigshospitalets BørneUgeklinik med epilepsianfald, ikke altid blevet mødt med sygeplejersker med særlig viden om epilepsi. Det har et nyt uddannelses- og kvalitetsprojekt lavet om på, fortæller hospitalet i en pressemeddelelse.

Samtidig er der indkøbt et nyt EEG-system, der skal styrke diagnosticeringen og hurtigere finde de børn og unge, der kan have gavn af en epilepsioperation.

”Før i tiden skete der ofte det, at mange i afsnittet kom styrtende ved et anfald, og ikke alle viste, hvad de skulle gøre og sige på stuen,” forklarer overlæge Peter Born, der er ansvarlig for udredningen af børn med epilepsi i BørneUngeKlinikken. Det er der nu lavet om på med kvalitetsprojektet, pointerer han.

I forbindelse med et kvalitetsprojekt har sygeplejerske Krestine Vinther-Nielsen fra afsnit 5061, hvor børn med epilepsi udredes, taget initiativ til at udarbejde et uddannelsesprogram, der sikrer, at alle sygeplejerskerne i afdelingen er certificerede til at udføre de rette test under og efter et epilepsianfald og ved præcist, hvad de skal gøre og sørge for, når de kommer ind til et barn under et epilepsianfald.

EEG med topmoderne kameraer

Samtidig er der til afdelingen med videoovervåget EEG, indkøbt et nyt system med to nye topmoderne kameraer og et nyt alarmeringssystem, der sikrer at patienten kan alarmere den ansvarlige sygeplejerske, når et anfald er på vej eller i gang.

Overlæge Peter Born tror, at langt flere børn og unge kunne blive helbredt ved en operation, hvis de bliver henvist i tide og udredt med de nye forbedrede arbejdsgange:

”Vi håber og tror på, at vi med det nye set-up på 5061 kan være med til at sikre, at flere børn og unge kan blive udredt for epilepsi og indstilles til operation, så de forhåbentlig kan blive helbredt for epilepsien,” siger overlægen.

Kilde

Rigshospitalet

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev