Epilepsiforeningens formand valgt til bestyrelsen på Filadelfia: ”Jeg vil sikre patienter og deres pårørende indflydelse.”
På de visitkort, som Lone Nørager Kristensen stort set aldrig bruger, står der i dag landsformand for Epilepsiforeningen, men der kunne fint står flere titler. For eksempel formand for handicaprådet i Jammerbugt. Og hvis hun var til den slags, har hun siden nytår også kunnet skrive bestyrelsesmedlem for Epilepsihospitalet Filadelfia på papkortet.
”Det er vigtigt, at en repræsentant for patienter og pårørende har en plads i bestyrelsen på landets specialhospital”, mener hun: ”Epilepsihospitalets daglige drift og fremtidige udvikling er af afgørende betydning for tusindvis af svært belastede epilepsipatienter og deres pårørende landet rundt, så derfor interesserer Epilepsiforeningen sig naturligvis for hospitalets livsvilkår. Det er samtidig vigtigt at jeg kan byde ind med de brugeroplevelser vi som patientforening for ind omkring Filadelfia. Det er – for mig – kernefunktioner i en interesseorganisation som Epilepsiforeningen.”
En anden ting der ligger landsformanden på sinde, er at sikre alle som ønsker det lettest mulig adgang til ekspertisen på Filadelfia: ”Jeg vil eksempelvis gerne arbejde for at hospitalet kommer tættere på, der hvor patienterne bor, så folk ikke altid skal rejse til den anden ende af landet for at få taget en blodprøve eller en ti minutters snak om prøvens resultater. Det kan videokonferencer eller satellitfunktioner på hospitaler ude i landet,” siger hun og henviser til den satellitfunktion Epilepsihospitalet har haft på Aalborg sygehus, hvor en læge fra Filadelfia tog over for at møde sine patienter.
Kilde
Epilepsiforeningen