Lægen der ikke tror på mirakler

Interview med overlæge Kern Olofsson om behandlingsmulighederne og dilemmaerne, når medicinsk behandling ikke hjælper nok, og nogen håber på mirakelkure

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk

Hent Epilepsi nr. 4 2015 som pdf

Det, man tror er et vidundermiddel, viser sig sjældent at være det, siger ledende overlæge Kern Olofsson i en snak om blandt andet desperate forældre, læger der også er mennesker, et præparat med klinisk udvundet cannabisstof og lægers forhold til Facebook.

Generelt kan en tredjedel af alle med epilepsi ikke gøres anfaldsfri med medicin. På Epilepsihospitalet kræver 80 procent af patienterne en højt specialiseret behandling, og cirka to ud af tre patienter kan ikke gøres anfaldsfri med traditionel medicinsk behandling. Det kan få nogle forældre til at føle afmagt og måske miste håbet om, at behandlingen vil hjælpe, og de kan fristes til at søge andre behandlingsmuligheder som for eksempel hjemmetræningsformer, cannabis eller andet.

Kern Olofsson kan godt forstå familier, der er fortvivlede og desperate og har stor empati med dem, men han holder på, at ingen af patienternes situationer er håbløs og peger på de behandlingsmuligheder, der er ud over den traditionelle medicin.

Der er for eksempel det genetiske forskningsområde, hvor man for flere og flere patienter vil få et genetisk svar på deres epilepsi. Det giver ikke kun mulighed for bedre information om epilepsien men også for, at man mere systematisk kan gå ind og afprøve nye behandlingsmuligheder.

På det medicinske område er hospitalet i dialog med medicinalindustrien om, hvorvidt præparater, der bruges til andre patientgrupper, som for eksempel demens og forhøjet blodtryk, kan bruges på epilepsipatienter.

Der er også diæter og andre ikke-medicinske behandlinger: ”Hvis vi ser på den ikke-medicinske behandling, er mulighederne for at bliver opereret for sin epilepsi større nu end for 5-10 år siden. Fordi vi nu også går ind og ser på patienter, der ikke har nogen forandringer på deres MR-scanninger.

De kan nu også blive vurderet med yderligere undersøgelser, herunder PET og SPECT og den nye MEG-scanner, der er kommet i Århus. Omkring nervus vagus stimulator-behandlingen er der lige blevet markedsført en ny stimulatormodel, der hedder Aspire, som har en særlig feature indbygget. Hos en del patienter ændrer hjerterytmen sig op til et anfaldet. Aspire er i stand til at opfange det og give et ekstra strømstød, når apparatet har mærket, at nu er der et anfald på vej. Så der er også sket en teknologisk udvikling dér. Og MRteknologien udvikler sig også løbende i forhold til, at man kan opdage mindre forandringer. Nogle af dem, vi har svært ved at behandle, har jo formentlig nogle mindre bygningsfejl i hjernen”.

Hånden på hjertet. Er der nogle af de virkeligt syge børn, I har i behandling, der vil kunne blive anfaldsfri ved hjælp af nogen af alle de ting?

”Det ved vi ikke”.

Charlie-effekten

I midten af 90’erne fik den lille amerikanske dreng Charlie Abrahams stor medieopmærksom, da han blev anfaldsfri ved hjælp af ketogen diæt.
Historierne var med til at hype den ketogene diæt og fremme behandlingen med diæten. For Charlie er det gået godt. Han er stadig anfaldsfri og går i dag på college, men den har ikke været en lige så stor succes for alle:  ”Nu ved vi, at når vi har afprøvet ketogen diæt på vores patienter, er det under 20 procent, der bliver helt anfaldsfri, mens halvdelen får en anfaldsreduktion. Det viser bare de begrænsninger, der er i nye behandlingsformer. Men derfor kan nogle enkelte solstrålehistorier godt skubbe på med introduktionen”.

I dag spredes solstrålehistorierne via de sociale medier, hvor nyhedsmedierne finder dem og blæser dem op. Olofsson opfordrer folk til at bruge deres kritiske sans, når de ser historier om forskellige mirakelkure:

”Der er ringe systematisk opfølgning på de her behandlinger. Og det viser sig desværre med nogle af de her mirakelkure, som bliver omtalt i pressen, at når man ser patienterne igen efter nogen tid, er de ofte tilbage på det niveau, de var på tidligere”.

Jeg viser ham en af de mange YouTubefilm, der er gået viralt, hvor et barn er blevet anfaldsfri ved hjælp af et eller andet cannabispræparat.

”Hvis deres barn var blevet meget syg af det her præparat, ville forældrene så have lagt det ud på nettet?”, spørger han: ”Det ville de måske ikke. Derfor har der omkring Cannabis været megen  snak om, hvorvidt der er en selektion, hvor man hører om dem, der har effekt, mens man ikke hører om dem, der ikke har effekt. Derfor er den eneste vej frem kontrollerede forsøg”.

Han vil ikke udelukke, at der kan være en alternativ behandling, der kan give en mere stabil anfaldssituation ved at gøre familien stærkere og børnene mere psykisk rolige. Men man skal huske, at det er et kommercielt marked og være kritiske for, hvad der ligger af bevis for behandlingen, advarer han: ”Når man har et rigtigt sygt barn, påvirker det selvfølgelig familierne. Man kan have det rigtig skidt som forældre og så kan man være modtagelig for andre interessenter, der tilbyder helt urealistiske tiltag, hvor man må formode, at hvis nogen af de her mirakelkure var så effektive, så ville de være mere udbredte”.

Et forhold bygget på tillid

De meget alternative behandlingsformer fylder ikke meget i hospitalets dagligdag, men når forældre kommer og siger, at de gerne vil prøve en anden behandlingsform, tager lægen en snak med dem om blandt andet de risici, der kan være forbundet med det. Hvis man for eksempel vil trappe ud af medicin eller skifte præparat meget pludseligt, så rummer det en øget risiko for SUDEP (pludselig uventet død på grund af epilepsi).

”Lægen skal være fagligt klædt på til at håndtere problemstillingen, men der er også tale om et tillidsforhold, der bliver bygget op i løbet af et langvarigt behandlingsforløb. Og den tillidsbaserede dialog må også danne udgangspunkt, når man er i nogle svære situationer, hvor forældrene har ønsker om en eller anden specifik behandling, som vi ikke kender til”, siger han og synes, at det vigtigt, at det foregår på et sobert grundlag, når forældre går ud og fortæller om deres behandling:

”Når man har med meget syge børn at gøre, bliver man berørt som behandler, hvis man bliver kritiseret for noget, som er nogle subjektive holdninger, der bliver spredt på forskellige sociale medier, hvor de kan medføre forvirring og utryghed for andre patienter. Derfor er det vigtigt, at informationsniveauet om epilepsi er højt til patienterne og deres pårørende. For hvis man har stor forståelse for sygdommen, så kan man måske også selv være mere kritisk over for det, der bliver kastet ud”.

Som et hospital under det offentlige skal Filadelfia holde sig til behandlinger, hvor forsøg og erfaringer har vist, at de virker. Men det betyder ikke, at lægerne hele tiden kører med farfars fart på midten af vejen og aldrig træder speederen i bund. For eksempel var hospitalet hurtigt ude, da de hørte om diæten LGIT: ”Der havde vi meldinger fra USA om, at man havde prøvet det på 50 børn, og at man så lige så gode resultater som ved den klassiske ketogene diæt”.

Den klassiske ketogene diæt kræver et bredt team af diætister, læger og sygeplejersker, der i tæt dialog med familien sikrer, at barnet vokser normalt og ikke får nyresten, svær forstoppelse eller andre problemer på grund af behandlingen. Den slags problemer er der ikke med LGIT-diæten, som er baseret på, at man med diæten holder et stabilt blodsukker. Det er en kostform alle kan spise, vokse og trives med:

”Der var vi hurtigere til at sende vores diætister på uddannelse i Italien, hvor der ligger et center, der har implementeret den. Og vi har så taget den hjem og har oprettet et patientbehandlingsforløb til den kostform. Men vores foreløbige resultater er bestemt ikke så positive, som hos de 50 børn, der afprøvede den i USA. Det viser, at der med vekslende hyppighed kommer forskellige
behandlingsmuligheder, der bliver hypet.  Og selvom man som i det her tilfælde bruger mange ressourcer på at undersøge, om det har effekt, så viser det sig faktisk, at det formentlig har meget beskeden effekt”.

Inden for den medicinske behandling holder hospitalet sig ikke kun til, hvad apotekerne har på de nederste hylder. Filadelfia får specialtilladelser til at indføre medicin, der ellers ikke er godkendt til brug i Danmark og til at bruge præparater på børn, der ellers kun er godkendt til voksne. Det er ikke uden risici, siger han og giver stoffet Felbamat som eksempel: ”Der tager vi blodprøver hver anden uge for at være sikre på, at patienterne kan tåle det”.

Vil prøve sklerose- og fedmemedicin

”Når der kommer nogle mulige nye behandlingsformer, lægger de sociale medier et pres på hospitalerne, og det kan også være positivt, for det kræver at stedet er oppe på dupperne og prøver at se, hvilken plads det kan have i terapien”, indrømmer overlægen, men peger på at det især er summen af input, der overbeviser specialhospitalet: ”Nogle kommer fra forældre, nogle kommer fra forskere og andre fra dialog med lægemiddelfirmaer”.

Som det seneste vil specialhospitalet forsøge sig med to præparater; der er eksempler på medicin, der egentlig er lavet til andre patientgrupper, men i forsøg har vist sig også at have effekt på mennesker med epilepsi.

Det ene er sklerose-præparatet Sativex®, der bl.a. indeholder ekstrakter fra cannabisblade og -blomster. Det andet er fenfluramin, der tidligere blev brugt til behandling af fedme.

”Vi har selv taget fat i Sativex-behandlingen, og vi håber i det kommende år at kunne iværksætte en medicinsk behandling til kritisk syge patienter. Men effekten vil blive grundigt evalueret i forhold til anfaldshyppighed, eeg-forandringer og ændret effekt af allerede iværksat medicinsk behandling.

”Især Dravet-børnene er jo meget hårdt ramt. Derfor planlægger vi sammen med et amerikansk lægemiddelfirma at deltage i et multicenterstudie vedrørende afprøvning af stoffet fenfluramin. Men ligesom med al anden medicin kan være der bivirkninger og fenfluramin har været afprøvet til andre lidelser, hvor det blev afregistreret, fordi man så, at der var fortykkelser af hjerteklapperne. Derfor vil patienterne i studiet regelmæssigt få taget ultralydsscanning af hjertet: ”Det er bare et eksempel på, at det kan være meget omstændigt og tidskrævende at afprøve ny medicin. Samtidig står der forældre i kulissen, der meget gerne vil have det afprøvet på deres barn”.

Nyheden om fenfluramin rummer også et eksempel på, hvordan sociale medier kan sprede forhastede oplysninger og skuffelser. Lige efter, at hospitalet havde haft møder med firmaet bag fenfluramin, kom der allerede henvendelser fra forældre, der ikke kunne forstå, hvorfor deres barn ikke var tilbudt den behandling. Men det tager tid og kræver tilladelser at få sådan et forsøgsforløb op at køre. Og det vil kun være et begrænset antal patienter, der kan være med i forsøget, og der vil være nogle af dem der får placebo.

Læger og Facebook

Selvom Facebook rummer mange grupper, der debatterer og udveksler erfaringer om epilepsibehandling, synes Kern Olofsson ikke, at specialhospitalet skal være til stede på Facebook: ”Jeg synes, at forældrene skal have et forum, hvor de kan snakke sammen om det at have syge børn og de skal også have fred for fagprofessionelle”.

Specialhospitalet vil gerne kunne sprede nyheder om deres behandlinger hurtigere. Det kunne for eksempel foregå via en blog. De er også interesserede i at få et patientpanel, der kan komme med input, der forbedrer hospitalets kommunikation og tilgang til patienterne: ”Men i forhold til Facebook ved vi jo også, at forskellige læger bliver nævnt, og nogle gange kan kritikken være hård. Vi bliver selvfølgelig som ledere også nødt til at sørge for at vores medarbejdere har nogle rimelige arbejdsvilkår – også psykisk. Det kan være psykisk belastende for personalet at være i kontakt hele tiden med svært syge mennesker. Det påvirker en. Det ved man også fra andre patientgrupper.  Vi er meget interesserede i, at når vores sundhedsfaglige personale har fri, så har de fri. For de har behov for at lade op”.

Kern Olofsson har valgt ikke at have en facebook profil: ”Til daglig er jeg jo i kontakt med mange mennesker, og når jeg har fri, har jeg ikke behov for den sociale interaktion på en forholdsvis ukritisk måde, som der foregår der. Min kone har en profil, og hun synes også, at jeg er håbløst umoderne, men det er et personligt valg”.

Han kan også se andre grunde til, at nogle læger måske er tilbageholdende med at være aktive på Facebook: ”Som læge sidder man med tunge beslutninger og er nervøs for at blive påvirket uhensigtsmæssigt. Man ved jo fra medier, at man bliver påvirket af det, der sker omkring en; det kan ikke undgås. Man ved også, at det ofte er enkeltsager, der skiftevis kører op, som man skal forholde sig til, og når man ser der over et tidsperspektiv, er det sjældent det, man troede var et vidundermiddel, der viser sig at være det. Sådan er virkeligheden. Men det primære, tror jeg, er den psykiske belastning, der følger med at have med svært syge patienter at gøre. Det giver et behov for at restituere sig”.

Inden jeg forlader huset bag den store kaffekande, peger overlægen på, at det 118 år gamle hospital nok stadig er det eneste sted, hvor behandlerne arbejder fuld tid udelukkende med epilepsi: “Det giver os nogle særlige muligheder for at holde fokus på epilepsi, være åbne for input og hurtigt implementere nye behandlingsformer”.