Lone kontakter minister om BPA

13.09.2016

Spillet omkring ny servicelov er nu i fuld gang. Epilepsiforeningen har skrevet til Social- og Indenrigsminister Karen Ellemann. Vi efterlyser en løsning på det såkaldte BPA-problem. BPA betyder Borgerstyret Personlig Assistance, og er en ordning, så borgere selv kan ansætte hjælpere. En domsafgørelse fra sidste år betyder imidlertid, at kommunerne ikke længere må give hjælp til overvågning om natten efter de hidtidige regler.
Karen Ellemann har i et svar tidligere i år skrevet til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg, at hun er opmærksom på domsafgørelsen, og lovet en løsning for de berørte personer i den nye servicelov. Du kan læse ministersvaret her.
Epilepsiforeningen finder ikke en løsning på problemet i oplægget til ny servicelov.  
Problemet opstår, når situationen potentielt kan blive livstruende, hvis personen med epilepsi overlades til sig selv.
Vi foreslår, at ordet overvågning skrives ind i serviceloven, så der skabes mulighed for samme kommunale praksis, som før domsafgørelsen. Det har vi meddelt de politiske forhandlere.
Hvis du som medlem af Epilepsiforeningen er berørt af BPA-problematikken omkring overvågning, så er du meget velkommen til at kontakte politisk konsulent Finn Obbekær i Epilepsiforeningen. 
Du kan se Epilepsiforeningens brev til Social- og Indenrigsminister Karen Ellemann her.
(Kilde: Epilepsiforeningen)