21.09.2015

Lydhør minister

Dansk Epilepsiforening mødte i fredags, sammen med andre handicaporganisationer, den nye socialminister Karen Ellemann. I alt 22 handicaporganisationer deltog i mødet, hvor hver organisation havde lejlighed til at fremlægge en mærkesag for ministeren.
I Dansk Epilepsiforening lagde vi vægten på at give ministeren nogle kontante fakta om epilepsi, og det viste sig, at hun faktisk ved en hel del om sygdommen. Herudover fortalte vi om nogle af vores erfaringer fra vores rådgivning af medlemmerne.
Særligt fortalte vi om de problemer med retssikkerhed, som vi ser i mange af vores sager, og ikke mindst den manglende tillid, som mange af vore medlemmer har til deres kommunale myndigheder. Ministeren bed mærke i budskabet om en tillidskrisen mellem kommuner og mennesker med handicap, og sagde, at hun så sig selv som en slags ægteskabsrådgiver, der ville arbejde for at få KL og handicaporganisationer til igen at sidde i stue sammen og tale om løsninger på problemerne – særligt i forbindelse med de forestående forhandlinger om reform af servicelovens voksenbestemmelser. Det ville ikke blive let, mente Karen Ellemann, men hun var dog optimistisk om forløbet.
(Kilde: Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev