Mindeord for Lene Lundsgaard Sahlholdt

25.04.2019

Lene sov stille ind d. 21. april efter længere tids sygdom.

 

Af
Lone Nørager Kristensen, landsformand
Per Olesen, direktør

Lene Lundsgaard Sahlholdt (Født 25.09. 1945 – Død 21.04. 2019 ) brugte hovedparten af sine arbejdsår som ledende psykolog på Epilepsihospitalet Filadelfia – eller Kolonien Filadelfia som det hed dengang. Her blev hun ansat 1. feb. 1988 og arbejdede til 31. september 2008. Før Lene kom til Epilepsihospitalet i 1988 havde hun arbejdet alment som psykolog i 16 år. Hun havde gennem årene mødt en del epilepsipatienter, og det vakte hendes interesse for epilepsi og neuropsykologi. Derfor søgte hun til Epilepsihospitalet, som samtidig var i gang med store ændringer i hele behandlingsstrategien.

Før var psykologer primært brugt som en slags konsulenter på epilepsiområdet, men nu blev psykologer gradvist en integreret del af behandlingen. Det kan bedst illustreres ved, at da Lene kom til Epilepsihospitalet var der 1,5 stilling til psykologer; da hun stoppede, var der 10 fuldtidsstillinger – noget hun selv havde en meget stor andel i. Som hun selv sagde: ”Det siger noget om, hvor stor en betydning man tillægger den psykologiske del af behandlingen. Det psykosociale og det kognitive spiller en stor rolle i epilepsien, også for det helbredsmæssige. Derfor er det vigtigt, at man ser på det hele menneske.”

Lene var umådelig glad for sit virke på Epilepsihospitalet: ”Det har været et kolossalt privilegium at få lov at deltage i alle disse børns og deres familiers liv. Mange børn har jeg jo kendt fra de var små til de var 18. Noget jeg har lært af de familier er, at dét at blive udsat for sådan en voldsom krise i en familie, det er noget, der tager mange år at lande i. Det er ikke noget, man kan forcere. Jeg har set det tage mellem 5 og 15 år, inden man som familie begynder at se fremad.”

Hjemme i privaten fyldte epilepsien og hendes store engagement i sagen også meget; ofte som en fast del af samtalen rundt om middagsbordet.

Epilepsiforeningen har haft umådelig stor glæde af Lene gennem mange år; både som psykolog, hvor hun var en særdeles populær og efterspurgt oplægsholder til såvel informationsmøder som forskellige kursussammenhænge landet rundt. Men i særdeleshed også som tillidsvalgt repræsentant, hvor hun har ydet en stor og mangeårig indsats.

Lene blev oprindeligt valgt til foreningens hovedbestyrelse i 2001, og senere i 2005 til foreningens forretningsudvalg; begge poster havde hun frem til sin død.

Epilepsiforeningen skylder Lene en meget stor og hjertevarm tak for hendes betydelige bidrag gennem alle årene. Særligt vil vi fremhæve hendes arbejdsindsats omkring foreningens forskningsfond, som de senere år for alvor har bidraget med indtil videre mere end 5,5 millioner kroner til en stribe spændende epilepsiprojekter.

Lene var et bundsolidt og eftertænksomt menneske, med stor forståelse, viden og empati for både området og alle berørte af sygdommen. Og hun VILLE virkeligt Epilepsiforeningen alt muligt godt.

Vi besøgte Lene kort tid før hendes død, hvor hun trods svær sygdom havde overskud til at glæde sig over et langt liv med en masse store oplevelser. Vi vil gerne citere Lenes sidste ord til os:

”Der har ikke været så stor politisk bevågenhed. Men det er så småt ved at komme, håber jeg. Måske får vi nogle reelle retningslinjer for udredning og behandling af epilepsi, ligesom fx ved kræftsygdom. Det ville være et kæmpe fremskridt. Jeg har jo selv oplevet med min kræftsygdom, hvor hurtigt jeg kom i behandling. Vi har næsten ikke kunne følge med fra den ene undersøgelse til den anden. Sådan er det jo ikke med epilepsi. Derfor vil jeg gerne opfordre alle epilepsipatienter og deres pårørende til at engagere sig aktivt i Epilepsiforeningen for i fællesskab at arbejde for at vinde politisk gehør, og sørge for bedre vilkår for alle med epilepsi.”

Lene efterlader sig mand, børn, bonusbørn og børnebørn; det vi ved, hun selv oplevede som sit allerstørste livsværk.

Lene efterlader os alle med et stort savn. Æret være hendes minde.