21.03.2013

Næstformanden fylder 60

Dansk Epilepsiforenings næstformand, Berit Andersen, har en væsentlig del af æren for, at Dansk Epilepsiforening står stærkt i det vest- og sydsjællandske, hvor hun også er kredsformand for foreningen.

Selv om hendes cv fylder et halvt A4-ark med tillidsposter, der viser hendes engagement i de store linjer i handikappolitikken, er det frem for alt hendes tagen hånd i hanke med at skabe lokale aktiviteter, der har gjort en synlig forskel for personer med epilepsi og deres familier.
 
Hvad enten Berit Andersen arbejder med at skabe netværk for patienter på Epilepsihospitalet Filadelfia, fylder en bus med familier til Lalandia, arrangerer ture til Cirkusrevyen eller står bag en koncert med Mek Pek på Nytorv i København, er hun en af de bærende kræfter, der giver personer med epilepsi og deres familier opløftende oplevelser, som de ellers ville være afskåret fra.
 
1990-94 og 1998-2001 sad hun bl.a. i kommunalbestyrelsen for Socialdemokraterne i Ringsted.
 
I dag lægger Berit Andersen det meste af sin politiske tid i handikapbevægelsen, hvor hun ud over at være næstformand i Dansk Epilepsiforening er bestyrelsesmedlem på Filadelfia, der huser Epilepsihospitalet.
 
Hun er desuden forretningsudvalgsmedlem i Danske Handicaporganisationer i Kalundborg og bestyrelsesmedlem i LEV Kalundborg.
 
(Kilde: Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev