”Den her Netflixfilm leder tilbage til den mørke middelalder,” siger den amerikanske epilepsiforening om premierefilmen ”The After Party”
Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk
I Netflix’ nye musik- og ungdomskomedie ”The After Party” spiller Kyle en ung rapper, der kæmper for at slå igennem. Ved en optræden får han et voldsomt epileptisk anfald, hvor han kaster op i kraftige stråler ud over en tilskuer og falder om i kramper. Episoden bliver filmet af nogen i salen, der lægger videoen op på sociale medier, hvor den går viralt og skaber en bølge af folk, der under hashtagget #seezjaboy laver dansetrin, der efterligner rapperens anfald. Og den unge sanger får øgenavnet Seizure Boy og bliver drillet med sit anfald.
Du kan se anfaldet og den virale reaktioner i ovenstående klip fra traileren til filmen.
Netflixfilmens portræt af epilepsi er faldet den amerikanske epilepsiforening, Epilepsy Foundation, for brystet: ”Den her Netflixfilm leder tilbage til den mørke middelalder,” skriver Epilepsy Foundation i en erklæring og en henvendelse til Netflix, hvor de kritiserer streamingtjenesten for det indtryk af epilepsi, den spreder.
”At gøre grin med nogen der har anfald er mobning af den værste slags. Når den typer reaktioner bliver portrætteret som en acceptabel adfærd – også når det er film – er det nedværdigende og sårende over for vores medlemmer og andre”, skriver de også og gør opmærksom på, at i værste tilfælde kan den slags bringe folk i fare: ”Hvis nogen bliver gjort til grin for en medicinske sygdom som for eksempel anfald, er de mere tilbøjelige til at skjule deres sygdom og mindre tilbøjelig til at søge behandling og hjælp hos andre.”
Der er også mange amerikanere med epilepsi, der har reageret voldsomt og negativt på filmen og på sociale medier fortalt, hvordan de som børn blev drillet med deres epilepsi.
Den amerikanske epilepsiforening har nu tilbudt Netflix et samarbejde for at sikre, at fremtidige Netflix-projekter tager epilepsi alvorligt, viser troværdige anfald og giver råd om korrekt førstehjælp.
Kilde