02.09.2014

Ny formand for DH

Stig Langvad fratræder som formand for Danske Handicaporganisationer (DH). Stig har valgt at takke ja til en ny udfordring hos Fonden Realdania, hvor han skal være med til at sætte fokus på, hvordan vi, i et bredt fællesskab, kan indrette samfundet, så det i højere grad fremmer forståelse for og respekt af befolkningens mangfoldighed.
Stig Langvad har været formand for DH i 14 år. Han blev i juni 2014 af ca. 150 lande personligt genvalgt til FN’s Handicapkomite, og denne post beholder han.
Stig Langvad fratræder med omgående virkning, og ny formand bliver i henhold til vedtægterne DH’s næstformand Thorkild Olesen, som også er formand for Dansk Blindesamfund
I en meddelelse udtaler Stig Langvad: ”Det er selvfølgelig med vemod, at jeg siger farvel til Danske Handicaporganisationer, som på mange måder har været min livsmission. Men hver ting til sin tid. Jeg trives med at gøre en forskel, og i den forbindelse har jeg fået en mulighed, som jeg ikke kan sige nej til”.
Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen, kommer til at savne Stig Langvad og takker for de mange års samarbejde. Hun ønsker samtidig Stig tillykke med sit nye job og velkommen til Torkild som ny formand: 
”Stig har været en solid ankermand i en vild udviklingstid for Danske Handicaporganisationer og har i mange år været en markant frontfigur i DH med talent for at få handicappedes rettigheder på den politiske dagsorden. Men jeg er sikker på, at Thorkild Olesen vil kunne løfte formandsopgaven og være en god forsvarer for handicappedes interesser, og jeg ser frem til at samarbejde med ham som formand," udtaler Epilepsiforeningens formand.

(Kilde: Dansk Handicaporganisationer)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev