Svært handicappede og mennesker med sociale problemer får ikke den rette hjælp af kommunerne, mener næstformand i Danske Regioner Carl Holst (V). Derfor vil han have behandlingen samlet på større enheder i regionerne.
– Lige som vi inden for sundhedssystemet har specialiseret os for at give den bedste behandling, så vil vi også have specialiseret behandlingen af de svært handicappede medborgere med sociale behov, siger Carl Holst til dr.dk.
Han har sammen med formand for regionerne Bent Hansen (S) i dag sendt et brev til socialminister Karen Hækkerup med en skarp kritik af den måde, svært handicappede behandles på.
I brevet kalder de kommunernes behandling af de svageste borgere for "et utilgiveligt svigt”. Og de mener, at de specialiserede fagfolk er alt for spredt efter kommunalreformen.