05.01.2012

Brud på FN-konvention

35-årige Michael Davidsen i Hedensted har epilepsi og ønsker at bo på et botilbud med speciale i epilepsi. Men kommunen vil have ham til at bo sammen ældre udviklingshæmmede. Det har fået Ole Lauth, der er forstander på Egmont Højskolen i Odder, til at anklage Hedensted Kommune for at bryde FNs Handicapkonvention.
For mere end 10 år siden konkluderede eksperter på Dianalund, at Michael Davidsen på grund af epileptiske anfald og angst skulle have førtidspension og en bolig med støtte. Siden har han boet skiftevis på Egmont Højskolen og hos sin mor, som har Parkinsons syge. Men i efteråret blev Michaels anfald så hyppige og så alvorlige, at lægerne foreslog en fast bolig med døgnstøtte, fortæller TV Syd.
 
Michael ønskede derfor at flytte ind på en ledig plads på Stormly tæt på sin mor i Juelsminde. Stormly er et botilbud med speciale indenfor epilepsi drevet af Region Midtjylland.  Men Hedensted Kommune mener, at der mangler dokumentation for, at Michaels tilstand berettiger ham til sådan et botilbud.  I stedet vil Handicapafdelingen tvinge den 35-årige unge mand ind på kommunens eget bofællesskab for udviklingshæmmede.
Forstander Ole Lauth mener, at FNs Handicapkonvention, som Folketinget har ratificeret med virkning fra 24. august 2009, er noget man skal rette sig efter og ikke blot skele til:
 
”Derfor beder jeg i et åbent brev til borgmester Kirsten Terkilsen om, at Hedensted Kommune revurderer Michaels boligønske ud fra Artikel 19 i FN’s Handicapkonvention, der giver retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet,” siger Ole Lauth til TV Syd.
Dansk Epilepsiforening følger med stor interesse sagen. For foreningen har den fået ekstra aktualitet, da Dansk Epilepsiforening aktuelt er ved at indsamle eksempler på sager, hvor personer med epilepsi oplever forskelsbehandling og overtrædelse af FNs handicapkonvention. De indsamlede oplysninger skal både bruges af epilepsiforeningen selv og indrapporteres til Danske Handicaporganisationer, som et led i den afrapportering omkring handicapkonventionen som skal finde sted til FN´s handicapkomité.
 

(Kilde: TV Syd og Dansk Epilepsiforening) Læs FN-konventionen  

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev