18.06.2019

Se din journal i ny sundheds-app

Med Danske Regioners nye app, MinSundhed, kan du tjekke din egen og/eller voksne pårørendes journal og prøveresultater fra lægen

 

Med den ny app MinSundhed kan du nemt og sikkert se din sygejournal og prøvesvar fra lægen på din mobil. Og hvis pårørende giver tilladelse, kan du også se deres sundhedsdata.

Lige nu kan du i appen se prøvesvar, journalnotater og registrerede medicin-allergier fra alle landets hospitaler. Du kan også tage egne noter og, hvis GPS´en er sat til, se telefonnummeret til nærmeste akuttjeneste og finde relevante sundhedstilbud som fx rygestopkurser nær dig. Hen ad vejen vil MinSundhed blive tilføjet flere funktioner.

Det er Danske Regioner, der står bag app’en, der henter oplysninger på tværs af sundhedsvæsenet, som du hidtil kun har kunnet finde på sundhed.dk og se i en browser.

Udviklerne af app´en har bestræbt sig på at skabe et enkelt design, hvor informationer kommer i rette doser, og det er nemt at navigere rundt mellem egen og eventuel pårørendes tidslinje. Findes oplysningerne ikke i app’en, viderestiller MinSundhed til rette sted, for eksempel til Min Læge, Medicinkort-app’en eller Patienthåndbogen.

App’en kan hurtigt åbnes med fingeraftryk efter første NemID login.

Kilde

Danske Regioner

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev