Skriv ikke om handicap

05.12.2013

Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) har lavet rapporten ”Fra uddannelse til arbejdsmarked”, som analyserer de udfordringer, uddannede unge med handicap står med i forhold til at få job.
På baggrund af 14 dybtgående interview med unge med handicap konkluderer rapporten, at det er værdifuldt at skaffe sig erhvervserfaring undervejs i studierne, at jobcentrene ofte udgør en barriere – og at det er klogest at lade være med at nævne handicappet direkte i jobansøgningen.
”Man burde kunne italesætte sine funktionsnedsættelser åbent, men vi foreslår de unge en mere pragmatisk tilgang, fordi vi hellere vil hjælpe dem til at få et job i virkelighedens verden end fortælle dem, hvordan verden burde være,” siger SUMH’s formand, Mads Brix Baulund.
Hos Dansk Epilepsiforenings rådgivning genkender socialrådgiver Helle Obel problemstillingen. Hun vil heller ikke råde folk til at fortælle om deres epilepsi i jobansøgningen:
”Det er næppe en god idé i ret mange tilfælde. Jeg tror heller ikke, at der er mange der fortæller om de har astma, diabetes eller for højt blodtryk. Og det kan være med til at fjerne fokus fra at en ansøgning primært er en præsentation af dig og dine kompetencer i forhold til det konkrete job. Og man ville vel næppe søge jobbet, hvis man ikke mente, man var kvalificeret?”
Hun pointerer, at der selvfølgelig ikke er tale om, at jobsøgende med epilepsi skal søge stillinger, som deres konkrete epilepsi umuliggør:
”Men man skal heller ikke sætte unødvendige barriere for sig selv; måske kan man mere, end man tror.”
Hun minder om, at man ikke er forpligtet til at fortælle om sin epilepsi i jobansøgningen, men at man skal oplyse om en sygdom ved ansættelsessamtalen, hvis den har betydning for udførelse af arbejdet. Ellers kan arbejdsgiveren annullere ansættelsen.
Klemens Kappel, der er lektor i filosofi ved Københavns Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd, er enig i, at det er ærgerligt, hvis arbejdsgiveres fordomme gør, at ansøgere står sig bedst ved at fortie deres handicap i en ansøgning:
”Hvis man overvejer, om det er acceptabelt at udelade denne oplysning, er mit svar, at det er moralsk helt okay. Så længe handicappet ikke er en hindring, er det irrelevant at bringe det på bane i ansøgning. Man behøver jo heller ikke skrive, om man er rødhåret eller kommer fra Sønderjylland,” siger han. Læs gode råd om ledighed og jobsøgning, når man har epilepsi (Kilde. Etik.dk)