Ledere bør ikke belønnes for at skære i hjælp

05.12.2013

Ekstra Bladet har omtalt en sag fra Høje Tåstrup der er et uhyggeligt eksempel på problemet.
Den 26. november læste jeg i Ekstrabladet en artikel, som efterlod mig med stor forargelse. Det fremgik af artiklen, at en leder i Høje Taastrup kommune får en økonomisk bonus for at spare på budgetterne.
Det fremgik af artiklen, at en mor til et barn med en sjælden genetisk sygdom har fået frataget 7 timers aflastning om ugen. De timer anvendte hun tidligere til at en barnepige kunne passe hendes 10 årige datter, når hun selv skulle handle ind eller gøre rent. Moderen til den alvorligt syge pige kunne fortælle, at det er et 24 timers job at passe datteren. Hun modtager kompensation for tabt arbejdsfortjeneste til at passe datteren. Selv vil hun gerne på arbejde igen, men det er på grund af datterens sygdom umuligt. Moderen kan aldrig slappe af; når datteren endelig sover, får hun epileptiske anfald.
Af artiklen fremgik, at kommunen havde sparet ca. 40% på budgetterne for tabt arbejdsfortjeneste og merudgifter til børn med handicap. Samtidigt havde lederen i 2010 angiveligt fået en bonus på kr. 80.000 og i 2011 kr. 40.000. Hun ville ikke oplyse om størrelsen på sin bonus i 2012.
Det er uundgåeligt at spørge sig selv, om lederen har en personlig, privat interesse i at spare på borgeren frem for at bevilge den ydelse, borgeren har behov for. Det er grotesk, at det kan udløse en økonomisk bonus til lederen, at hun sparer på udgifterne til borgeren. Jo mindre der ydes til borgeren, jo mere får lederen i lønningsposen! Det giver jo INGEN mening. Og dog – det siger jo noget om hvad der lægges vægt på: ikke varetagelse af borgerens individuelle behov, men derimod overholdelse af budgetter og besparelser.
Moderen mister 7 timers aflastning om ugen. Prisen pr. time til en professionel barnepige varierer afhængigt af tidpunktet barnepigen arbejder på. Men vi kan anslå en gennemsnitspris på kr. 140,00 pr. time. Lederen har i 2010 fået udbetalt en bonus på kr. 80.000. Hvis lederens bonus i stedet var brugt til aflastning til den omtalte mor, svarer det til, at hun kunne have fået 571 aflastningstimer til sit barn. I 2011 fik lederen kr. 40.000, hvilket svarer til at moderen kunne have fået aflastning i 286 timer. I stedet overvejer hun nu, om hun er nødt til at lade sit barn anbringe uden for hjemmet, fordi hun ikke kan blive ved at have kræfter til den store pasnings- og plejeopgave.
Det er ulykkeligt, at forældre skal overveje, om de er nødt til at lade deres børn anbringe uden for hjemmet på grund af for lidt hjælp i dagligdagen. Set i et økonomisk perspektiv er det en ”dårlig forretning” for kommunen at yde for lidt hjælp til familien, da det nemt koster i omegnen af 1 million kroner om året for en fuldtidsanbringelse. Men det bliver absurd, når lederen personligt belønnes for sine besparelser, mens det har store konsekvenser for de familier, der bliver ramt af dem.
Af Helle Obel, socialrådgiver i Dansk Epilepsiforening