28.05.2020

”Vi skylder jer en stor tak og en varm krammer”

Epilepsiforeningens formand hylder de frivillige der i foreningen eller på eget initiativ gør en stor og vigtig indsats for epilepsisagen

 

Af Lone Nørager Kristensen
lone@epilepsiforeningen.dk

Et af Epilepsiforeningens vigtige tandhjul udgøres af frivillige landet rundt.

Man kan være frivillig på forskellige måder i Epilepsiforeningen. De fleste er det gennem den lokale kredsforening, hvor mange knokler på med at arrangere sociale aktiviteter, der fungerer som et åndehul i en ellers vanskelig dagligdag for mange af deltagerne.

Frivillige har i årevis lagt en kæmpe indsats ved gode sociale arrangementer så som sommerlejren og ungdomslejen. Andre er frivillige via deres virke i hovedbestyrelsen, ungdomsudvalget eller diagnosegrupper som Dravet Danmark. Og så er der de, som stiller op til lokalt frivilligt interessepolitisk arbejde ved at repræsentere Epilepsiforeningen i den lokale afdeling af Danske Handicaporganisationer, kommunale handicapråd eller andre råd og udvalg.

image

Jeg er enormt glad for at sige, at Epilepsiforeningens mange frivillige udviser både stort engagement samtidig med, at vi har det både godt og sjovt sammen i foreningen

Lone Nørager Kristensen

Alle indsatserne er hamrende vigtige, for det er alt sammen med til at sprede vigtig viden, træffe vigtige beslutninger i foreningen og generelt bare med til at synliggøre foreningen og epilepsisagen samt få indflydelse på kommunernes borgernære handicappolitik. Frivillighed handler om både at give eller modtage noget, som skaber værdi og relationer mellem mennesker. Frivillighed skal være drevet af lyst og gejst. Ellers dur´ det ikke. Og jeg er enormt glad for at sige, at Epilepsiforeningens mange frivillige udviser både stort engagement samtidig med, at vi har det både godt og sjovt sammen i foreningen. Her er der fred og fordragelighed – og det er bestemt ikke altid nogen selvfølge i en forening.

De senere år har også budt på nye ”ansigter” på frivillighed i foreningens og epilepsisagens tjeneste. Og en del af aktiviteterne foregår uden for den traditionelle foreningsstruktur. Alle kan bidrage med det, man syntes og er i stand til. Det kan for eksempel være at tage Epilepsiforeningens trøje på ved et løbs-eller gå-arrangement for på den måde at synliggøre epilepsisagen.

Frivilligheden har det godt her i foreningernes land, men verden står ikke stille. Tilbuddene er mange, tiden er knap, og der er rift om frivilliges indsats. Så til alle jer, som stiller op for Epilepsiforeningen: Vi skylder jer en stor tak og en varm krammer.

Kilde

Indlægget har været bragt som leder i bladet Epilepsi nr. 2 2020

Du kan bl.a. møde nogle af foreningens frivillig i vores lokalkredse, hvor du også selv kan blive frivillig.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev