To gange har Charlotte ligget på asfalten foran en lastbil

Charlotte Britt Jensen har flere gange været tæt på at blive en del af den skræmmende statistik, som viser, at ulykker i forbindelse med anfald er medvirkende til, at personer med epilepsi har en overdødelighed

Af Allan Hougaard
allan@epilepsiforeningen.dk

Da Epilepsiforeningen i marts-måned kunne berette om et nyt forskningsprojekt fra Århus Universitet, som dokumenterede, at der var en overdødelighed blandt folk med epilepsi, var Charlotte Britt Jensen en af dem, som havde let ved at relatere til Århusforskernes resultat.

En af de ting, der kan reducere livslængden hos personer med epilepsi er ulykker i forbindelse med anfald. Og Charlotte er et eksempel på at epilepsi og anfald kan være farligt.

Inden hun blev opereret for sin epilepsi, oplevede Charlotte to gange at være tæt på at blive kørt over af en lastbil i forbindelse med et anfald. Charlotte er en dag ved at passere en stor vej tæt ved hendes bopæl ved Vordingborg, da hun får et krampeanfald og falder om på asfalten. Da hun kommer til sig selv og slår øjnene op kigger hun ind i forhjulene på en lastbil.

”Når anfaldet kommer, så ved jeg ikke, hvad jeg foretager mig, før jeg vågner igen. Så man får jo et chok, når man ligger foran sådan et stort skrummel af en lastbil. Jeg lå lige foran forhjulene og gloede op på lastbilen”, fortæller Charlotte.

Var meget syg

Hun var ude for det samme en gang mere, at vågne på asfalten foran en lastbil, og har flere andre gange være tæt på at komme til at bidrage til statistikken bag Århusforskernes projekt. En gang, da hun læste på Handelsskolen i Vordingborg og skulle ned ad en lang trappe i forhallen, fik hun et anfald øverst oppe. Hun røg hele vejen ned, rullede rundt og kurede ned.

”Der kunne jeg meget nemt have brækket nakken, og jeg ved ikke hvad. Jeg skal nok være glad for, at jeg slap med livet i behold”, siger Charlotte, som kom fra styrtet med nogle overfladiske skrammer.

Charlotte var inden hun blev opereret for sin epilepsi meget bevist om risikoen for, at en ulykke i forbindelse med et anfald kunne blive fatal for hende. Især efter de to gange, hvor hun fik anfald foran en lastbil.

”Jeg vidste, at på et eller andet tidspunkt, så ville jeg ligge der igen, hvor det var gået rigtigt galt. Det var ikke for at være negativ, det var bare en realitet. Der var ikke nogen, der skulle komme og bilde mig ind, at jeg ville blive ved med at slippe med livet i behold,” siger Charlotte, der tit forsøgte at forberede sin familie på, at hun nok ville tage tidligt herfra.

”Jeg var meget syg af min epilepsi og sagde ofte til min familie: Jeg bliver ikke en dag over 30, det skal I ikke regne med”, siger Charlotte.

Hun har flere andre eksempler, hvor det kunne være endt galt.

En gang fik hun et anfald, mens hun på stranden var ude og bade, hvor hendes storesøster fik reddet hende ind. Og når hun stod og lavede mad, skete det ofte, hun kunne mærke, at et anfald var på vej, men nåede heldigvis hver gang, at trække sig væk fra komfuret.

”Når jeg kunne mærke, der var et anfald på vej, var det bare om at komme væk fra komfuret. Jeg føler mig faktisk heldig over, at jeg ikke har fået hevet en kogende gryde ned over mig. Det er også noget af det, jeg har oplevet, kan være farligt”.

Oplevelserne sidder i hende

Stiger er en anden ting, som også kan være risikofyldte men samtidig svære at undgå.

”Jeg er også styrtet ned fra en stige, men du kan jo ikke leve et liv uden en trappestige”, slår Charlotte fast.

Der er også uheld, som Charlotte i dag ikke kan lade være med at grine ad, når hun fortæller om det. Som da hun i et supermarked fik et anfald lige inden for døren, hvor der var stablet læssevis af dåser oven på hinanden i to meters højde. Det lykkedes Charlotte at få jævnet de flest dåser med gulvet, da hun under sit krampeanfald faldt ind i dåserne til stor vrede for købmanden.

Selvom hun nu i en del år efter sin operation har været anfaldsfri, så sidder oplevelserne fra de mange ulykker stadig i hende.

”Det er jo noget, som har været så stærke oplevelser, at det sidder i ens liv, det vil det altid gøre. Når jeg cykler, selvom der er cykelsti, og jeg har en af de der store lastbiler i nærheden af mig, så står jeg af. Det samme nede i lyskrydset, hvis der kommer en lastbil, så sidder mit hjerte helt oppe i halsen. Så der står jeg også af. Det er jo simpelthen den der skræk og angst man har for lastbiler, den sidder der stadig, og det vil den blive ved med”.

Kilde

Epilepsiforeningen