17.04.2011

6.792 underskrifter støtter Epilepsihospitalet

Dansk Epilepsiforening sendte fredag 136 sider med 6.792 underskrifter til Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder og formanden for Region Sjælland, Steen Bach Nielsen.

Underskrifterne er et privat initiativ på nettet startet af Henrik Larsen, der selv er patient på Epilepsihospitalet.

Henrik Larsen fik nyheden om Epilepsihospitalets situation fra Dansk Epilepsiforening via foreningens Facebookside. Han fortæller, at han oprettede underskriftindsamlingen ”Red Epilepsihospitalet” på onlineunderskrift.dk om aftenen den 16. marts. Da han næste dag stod op ved syv-tiden, var der 241 underskrifter. Op gennem formiddagen spredte oprøret sig som en steppebrand med en underskrift i minuttet. Og kl. 15.25 var der 1.124 underskrifter. 

Dansk Epilepsiforenings formand, Lone Nørager Kristensen, forstår patienternes oprør, og foreningen har gentagende gange være i kontakt med både sundhedsminister Bertel Haarder, Folketingets Sundhedspolitiske udvalg, Region Sjælland og deres formand, Steen Bach Nielsen.

”Der skal findes en langtidsholdbar løsning for Epilepsihospitalet. Og jeg håber, at Bertel Haarder og Steen Bach Nielsen vil lytte til patienterne og deres familiers nødråb.  Epilepsihospitalet behandler årligt næsten halvdelen af de hårdest ramte patienter med epilepsi i Danmark. Dem kan man ikke bare sende ud på en øde ø uden reelle behandlingstilbud,” udtaler Lone Nørager Kristensen.

Hun peger også på de unikke behandlingstilbud, der findes på Epilepsihospitalet og udtaler: ”Dansk Epilepsiforening vil gerne vide, hvad Regionerne konkret har tænkt sig at gøre ved de patienter, der benytter de specialtilbud, som ikke findes noget andet sted i landet.”

Formanden for Region Sjælland, Steen Bach Nielsen, har afvist at mødes med Dansk epilepsiforening med den begrundelse, at timingen var dårlig. Han har i stedet foreslået, at han og Dansk Epilepsiforenings formand kunne mødes, når forløbet var overstået.

”Det er en meget arrogant holdning over for de patienter, som tydeligt er oprørte og frygter for deres videre behandling,” siger Lone Nørager Kristensen

Underskriftindsamlingen er stadig åben på onlineunderskrift.dk

(Kilde: Dansk Epilepsiforening. )

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev