Sundhedsstyrelsen har nu truffet en beslutning om den fremtidige status for tilskud til epilepsimedicin. Det sker i forlængelse af de anbefalinger som Medicintilskudsnævnet er kommet med for nyligt – og Sundhedsstyrelsen har valgt at følge de anbefalinger som er indstillet.
Det betyder at der med virkning fra 12. maj 2014 sker nogle ændringer af tilskuddet til noget epilepsimedicin. For de fleste patienter i behandling med epilepsimedicin, sker der ingen ændringer. For de patienter, der er i behandling med noget af den medicin, der ændrer tilskud, skal lægen sammen med patienten i god tid inden den 12. maj 2014 tage stilling til den fremtidige behandling.
Sundhedsstyrelsens afgørelse vil betyde, at noget af den epilepsimedicin, som i dag bruges og gives generelt tilskud til, fremover får generelt klausuleret tilskud – dvs. der er tilskud til medicinen, hvis man opfylder bestemte betingelser.
Lægen skal vurdere, om du er omfattet af den tilhørende klausul for at kunne få tilskud. Hvis du er omfattet af klausulen, skal lægen skrive ”tilskud” på din recept.
Klausulerne kan ses her.
Ændringerne vedrører følgende præparater:
- carbamazepin suppositorier (Tegretol suppositorier)
- diazepam rektalvæske (Stesolid rektalvæske)
- eslicarbazepin (Zebinix)
- lacosamid (Vimpat)
- oxcarbazepin tabletter (kun Apydan tabletter)
- perampanel (Fycompa)
- retigabin (Trobalt)
- rufinamid (Inovelon)
- stiripentol (Diacomit)
- valproinsyre depottabletter (kun Orfiril Retard depottabletter)
- valproinsyre suppositorier (Delepsine suppositorier)
- vigabatrin (Sabrilex)
- zonisamid (Zonegran)
- pregabalin (Lyrica)
- clobazam (Frisium)
For et enkelt præparat bortfalder det generelle tilskud. Det drejer sig om:
- primidon (Primidon ”ERA”)
Særligt i forhold til primidon: Hvis man er i behandling med primidon, skal man som udgangspunkt skifte behandling, hvis man fortsat vil have offentligt tilskud.
Lægen kan søge om enkelttilskud, hvis der er en særlig grund til, at den nuværende behandling er den mest hensigtsmæssige. I 2012 indløste ca. 1.300 personer recept på primidon.
Dansk Epilepsiforening vil i den kommende tid indarbejde ændringerne på foreningens hjemmeside som omhandler medicintilskud.
Har du spørgsmål om ovenstående, bør du kontakte din læge/neurolog. Hvis du er medlem af Dansk epilepsiforening er du også velkommen til til at kontakte foreningens rådgivere.
Læs Dansk epilepsiforenings høringssvar til de anbefalinger fra Medicintilskudsnævnet, som Sundhedsstyrelsen har fulgt.
(Kilde: Sundhedsstyrelsen – læs mere på styrelsens hjemmeside)