Dravet syndrom er en sjælden børne-epilepsi, det er meget svært at behandle. Nu har et antihistamin vist sig at virke positivt på zebrafisk med en mutation, der minder om Dravet syndrom.
Normalt tester man medicin på gnavere som rotter og mus, men professor Scott Baraban fik den ide at prøve en række lægelægemidler på zebrafik. De små fisk, mange kender fra stueakvarier, har en genkode, der er 80 % identisk med menneskers.
Zebrafisk med en bestemt mutation, der gav en adfærd, der ligner anfald hos børn med Dravet syndrom, blev systematisk udsat for forskellige godkendte lægemidler. Til forskernes overraskelse kunne et bestemt antihistamin-præparat, clemizole, forhindre anfaldene.
Antihistaminer anvendes til behandling af en række allergiske tilstande som høfeber og nældefeber. Og det er kendt, at visse antihistaminer kan forværre epilepsianfald, så resultatet var totalt overraskende, fortæller Scott Baraban til foxnews.com: "Ud fra det vi vidste om clemizole, kunne vi ikke forudse, at det ville have en anti-epilepstisk effekt."
Forskerne testede ti andre antihistaminer, men de havde ingen effekt. Og Scott Baraban, der er professor i neurokirurgi ved University of California, kan ikke forklare, hvorfor præparatet kunne kontrollere anfald hos de små fisk.
Forskerne prøvede også at give zebrafiskene epilepsimedicin: "Vi lavede test med epilepsimedicin, der bruges til børn med Dravet syndrom, og fiskene reagerede på samme måde som børnene," fortæller Baraban: "Så den medicin, der virker hos mennesker, virker også hos fiskene, og de stoffer der ikke virkede på mennesker, de virkede heller ikke på fiskene. Det giver en formodning om at det samme gælde for clemizole," mener han.
Forskerne vil nu arbejde videre med deres forsøg.
(Kilde: Epilepsy Action og Foxnews.com)
11.12.2013
Zebrafisk hjælper forskere
04.12.2024