Alle børn vil, hvis de kan

”Alle børn vil, hvis de kan”, har jeg kaldt indlægget. Ja, den er god nok. Jeg har ikke skrevet forkert, selvom man normalt bruger udtrykket lidt omvendt – Du kan, hvis du vil.
Men faktisk er det sådan, at i mine snart 20 år som lærer (først i folkeskolen og de seneste 13 år på Børneskolen, Filadelfia) har jeg aldrig mødt et barn, som ikke ville. Men jeg har mødt massevis af børn, som ikke kunne, selvom de gerne ville. Bevares, jeg møder ofte børn, som virker som om de ikke vil, men når man lærer den nærmere at kende, dækker deres modvilje altid over et eller andet, som gør, at de ikke kan.
Børn med epilepsi har ofte følgehandicaps. Det er sådan at ca. 30 % af børn med epilepsi har skolevanskeligheder hele tiden eller af og til.  Udover faglige vanskeligheder kan børnene have problemer, som er direkte affødt af epilepsien. Fx opmærksomheds- og koncentrationsvanskeligheder, sproglige vanskeligheder, hukommelsesvanskeligheder og problemer med de sociale kompetencer.                
Ydermere skal mange af børnene med epilepsi navigere i en hverdag, hvor de aldrig rigtig ved, om de pludselig får et anfald.  Selvtilstrækkelighedsfølelsen bliver hurtig lille. Forældrene og andre pårørende er bekymrede, og børnene mødes ofte af folk, som mangler viden om epilepsi.
På Børneskolen er vi med til at udrede og undersøge børnene, når de er indlagt på epilepsihospitalet. Så på Børneskolen møder vi rigtig mange børn, som ikke kan, selvom de gerne vil. Og vi prøver sammen med forældre og hjemskole at finde ud af, hvorfor børnene ikke kan.
Vi ser desværre en tendens til, at vi får flere og flere henvendelser fra børn og forældre, som oplever, at de ikke kan deltage i den danske folkeskole, selvom de gerne vil.                   
Det ligger lige til højrebenet at give den nye folkeskolereform og inklusionsprojektet skylden for denne tendens. Men selvom noget af forklaringen måske kan findes her, er jeg bange for, at det ikke er hele sandheden.  
Problematikken bunder dybere og skal ses i et større lys end folkeskolereformen.
En ny rapport ”Børn og unges mentale helbred” viser, at mange børn og unge har et dårligt mentalt helbred. Ensomhed, ondt i maven og hovedpine er hverdag for mange, færre har en høj livstilfredshed og antallet af unge med symptomer på nervøsitet og stress stiger.
Nutidens børn og unge lever i et konkurrencepræget samfund. De bliver konstant målt og vejet. Børn konkurrerer mod børn, skoler konkurrerer mod skoler og lande konkurrerer mod lande for at blive bedst i test og Pisaundersøgelser. Karakterer er målbare og derfor vigtige at stræbe efter.
For at klare dig godt i livet skal du uddanne dig og konstant præstere optimalt. Udover det, skal du hele tiden via de sociale medier tjekke op på vennernes perfekte liv og blive bekræftet i, at alle andre lever mere perfekt end dig.
Fjernsynet er fuldt af programmer, hvor det hele tiden drejer sig om at være bedst. Bedst til at danse, synge, bage eller lave mad. Og hvis du ikke har den rigtige X-factor, bliver du stemt hjem eller til grin.
Men hvad så, hvis man har epilepsi og ikke kan, selvom man gerne vil?
Det er svært at kunne, hvis man ikke trives. God trivsel kommer før alt andet. Og for at børn med vanskeligheder kan få god trivsel, skal der gøres op med den tankegang, at konkurrence er vejen til succes. Konkurrence er bedst for dem som kan, men for alle dem, som ikke kan følge med, er konkurrence og test ekskluderende.
Den gode trivsel skal findes i alt det, som er svært at måle, der hvor det ikke drejer sig om at være bedst. Lad os få gjort op med "være bedst-kulturen". Der er alligevel kun én som kan være bedst. Lad ham eller hende om det. Og lad os så skabe grobund for at alle andre børn oplever, at de kan, for de vil så gerne.
Af Martin Vinther Madsen, skolekonsulent, Børneskolen, Filadelfia