12.01.2015

Ny epilepsiprofessor

Det er ikke hver dag, at Danmark får en ny epilepsiprofessor, men nu har vi fået endnu en. Anne Sabers tiltrådte 1. januar som professor i neurologi ved Københavns Universitet med fokus på epilepsi.
Anne Sabers er 56 år og blev uddannet læge i 1986. Siden hendes speciallægeuddannelse i neurologi i 1994, har hun været beskæftiget med behandling af patienter med epilepsi, dels som overlæge på Epilepsihospitalet i Dianalund i 1997-2002, dels på Glostrup Hospital 2002-2009. Siden 2009 har hun været overlæge og leder af Epilepsiklinikken på Rigshospitalet, hvor hun samtidig varetager ledelsen af epilepsikirurgifunktionen i Danmark.
Den nyudnævnte professor har skrevet over 100 videnskabelige artikler, bøger og kapitler i lærebøger om epilepsi. Hun er bl.a. medforfatter til den nye basisbog i epilepsi, ”Epilepsi – en basisbog”. Hendes særlige interesse har været behandling af epilepsi under graviditet, som hun i 2010 skrev sin disputats om.
Gennem mere end 20 år har hun været formand, næstformand og bestyrelsesmedlem af Dansk Epilepsi Selskab og har været involveret i planlægning og gennemførsel af en lang række videnskabelige møder både indenfor og udenfor Danmark.
Anne Sabers udtaler til Epilepsiforeningen, at hun håber, at hun med sit professorat vil kunne medvirke til at øge interessen for epilepsi i Danmark både i form af uddannelse af flere speciallæger med ekspertise i epilepsi og øge aktiviteter indenfor epilepsiforskning.
Den ny professor er kendt blandt mange i og omkring Dansk Epilepsiforening. Hun har holdt foredrag ved Dansk Epilepsiforenings informationsmøder og ved arrangementer i flere af foreningens lokalkredse. Brugere af Dansk Epilepsiforenings hjemmeside kender hende som en, vi jævnligt søger til, når der skal bruges uddybende kommentarer til en nyhed. Ligesom hun er blevet interviewet flere gange til foreningens blad ”Epilepsi”. I ”Epilepsi nr. 1 2013” kan man fx læse et interview med hende om udgående konsultation på bosteder, hvor mennesker med epilepsi og udviklingshæmning får "hjemmebesøg" af lægen. Læs Epilepsi nr. 1, 2013.  
Hun har også været medforfatter til pjecen ”Epilepsi før, under og efter graviditet”, der kan bestilles gratis via vores onlinebutik.                                                  
Dansk Epilepsiforeningen ønsker Anne Sabers tillykke med udnævnelsen.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev