I 11 år har Anders haft epilepsi med et halvt dusin anfald hver nat. Sidste sommer blev han opereret og er nu anfaldsfri
Da Anders Bech Pedersen var 9 år begyndte han at få epileptiske anfald. I starten var det voldsomme kramper, men senere blev det til et halvt dusin korte anfald næsten hver nat:
”Jeg har forsøgt at leve helt almindeligt med skole, fodbold, venner og familie. Jeg var bare meget træt og udmattet konstant, fordi jeg havde 6-7 anfald hver nat,” fortæller Anders Bech Pedersen til Filadelfias hjemmeside.
I dag er Anders 20 år, han blev student i sommer, og han har ikke haft et eneste anfald siden sommeren sidste år, hvor han blev opereret for sin epilepsi og fik fjernet det lille område, hvor anfaldene udsprang fra.
”Tanken om operation i hjernen var vild og grænseoverskridende. Kirurgen skulle ind i hjernen og grave noget ud, og der skulle bores i kraniet. Jeg har bare hele tiden været positiv omkring det. Jeg har følt, at jeg var i professionelle gode hænder,” forklarer han og roser den behandling han fik på Epilepsihospitalet:
”De har behandlet os med omhu, og de har næsten været en del af familien,” siger Anders Bech Pedersen om behandlingen hos specialhospitalet.
”Det er et stort skifte at blive anfaldsfri, men et godt skifte. Det bliver også en ny begyndelse for mig at tage bussen med andre unge til Østrig og lære at blive skiinstruktør”, fortæller Anders.
På grund af covid 19-situationen er turen til Østrig udskudt, så foreløbig må Anders vendte spændt på turen og på vennernes reaktion: ”Det kan være, at de kigger noget på mit ar i venstre side af hovedet og tænker, at jeg har været vild. Så må jeg forklare dem, hvordan det hænger sammen.”
40 operationer om året
Hvert år bliver ca. 40 mennesker opereret i hjernen på grund af epilepsi. 2/3 af patienterne bliver fri for epileptiske anfald efter en operation.
Det er ikke uden komplikationer at operere i hjernen. Derfor skal man være helt sikker på, hvor epilepsien sidder i hjernen – og at den ikke spreder sig til hele hjernen. Man skal sikre sig, at kirurgen alene opererer det ud fra hjernen, som giver epilepsi. De omfattende forundersøgelser kan foregå på Epilepsihospitalet Filadelfia, mens det kirurgiske indgreb altid foregår på Rigshospitalet