Bland ikke grape og piller

01.03.2012

Den amerikanske lægemiddelkontrol FDA advarer nu imod, at man blander grapejuice eller grapefrugt med en række lægemidler. Cocktailen kan nemlig øge risikoen for, at medicinen giver bivirkninger. Det gælder også for to epilepsipræparater.
 
I Danmark kender Lægemiddelstyrelsen problemet: "Vi har lige nu 21 lægemiddelstoffer i vores database, som man ikke bør kombinere med grape eller grapejuice", fortæller farmaceut hos Lægemiddelstyrelsen, Mai Frederiksen til ekstrabladet.dk.
 
Fire af lægemidlerne har fået et rødt flag af Lægemiddelstyrelsen, fordi undersøgelser helt fraråder, at man blander midlerne med grape.
 
I de 17 andre tilfælde viser undersøgelser, at man skal være opmærksom, men at det for eksempel kræver et jævnligt forbrug af grape, for at man risikerer bivirkninger. 
 
Listens to præparater der også bruges i epilepsisammenhænge har gult flag. Det er: Diazepam og Carbamazepin.
 
Ens for de 21 lægemiddelstoffer er, at undersøgelser har fastslået en skadelig effekt, når de blandes med grape.
 
Teoretisk er der, ifølge Mai Frederiksen, en række andre lægemiddelstoffer, der kan have samme effekt, når de blandes med grape. 
 
"Kroppen har et enzymsystem, der er ansvarligt for at nedbryde omkring en tredjedel af alle lægemidler. Men grapefrugt blokerer enzymet, så det ikke kan nedbryde disse lægemidler. Dermed bliver risikoen, at man får bivirkninger, forstærket" forklarer Mai Frederiksen.
 
Er man i tvivl om det er uklogt at tage sin medicin sammen med grape, kan man spørge på apoteket eller hos sin læge. Du kan også gå ind på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside www.medicinkombination.dk eller via styrelsens app – Medicintjek.
 
Listens 21 lægemidler er:
Simvastin
Amlodipin
Oxyrodon
Diazepam
Sertralin
Atorvastatin
Verapamil
Dextromethorpan
Tacrolinus
Trolinus
Triazolom
Carbamazepim
Dilitiazem
Nifedipin
Amiodaron
Buspiron
lovastatin
Ciclospoin
Nitrendipin
Fluvoxamin
Nimodipin
 
(kilde. Ekstrabladet.dk)