Den 12-årige handicappede dreng Zoran og hans familie med far, mor og tre børn kom til Danmark for knap to år siden i håbet om at få humanitær opholdstilladelse. De har fået afslag på asyl og venter nu på at blive sendt tilbage til Serbien, med mindre justitsministeren griber ind i sagen.
DR Nyhederne beskriver Zoran som en 12årig, der ligner et barn på seks. Han er svært underernæret og vejer 17 kilo. Zoran blev født med vand i hovedet, og efter han som spæd fik indopereret et dræn i hovedet, blev han spastisk lammet og fik svær epilepsi, der jævnligt udløser voldsomme anfald. Lægeerklæringer i sagen slår fast, at Zoran kan få livstruende epileptiske anfald, hvis han ikke fortsat får sin epilepsimedicin.
Zoran har også smerter i højre lårben, hvor et brud efter en trafikulykke i Serbien ikke er vokset ordentligt sammen. Han har slidgigt og skæv ryg og kan hverken gå eller tale.
Danmark giver meget sjældent humanitær opholdstilladelse og kun til personer, som lider af en alvorlig psykisk eller fysisk sygdom. I 2011 blev det kun givet til 103 personer inklusive familiemedlemmer. Midt i november fik Zoran og hans familie det endelige afslag på humanitær opholdstilladelse fra Justitsministeriet. I afslaget oplister ministeriet Zorans sygdomme en for en og afgør, at den enkelte sygdom ikke i sig selv er alvorlig nok til at udløse en opholdstilladelse.
Eva Singer, der er asylchef i Dansk Flygtningehjælp, forstår ikke ministeriets begrundelse: ”Det er jo vigtigt, at man ser på den konkrete sag og ikke bare afviser de forskellige sygdomme en for en, som der er gjort i denne her afgørelse,” siger Eva Singer.
Dansk Epilepsiforening, der følger sagen fra sidelinjen, peger på at epilepsi ofte bliver undervurderet, fordi man ikke ser på, hvordan epilepsien spiller sammen med de øvrige handicap eller sygdomme og derved skaber en stærkt forværret situation.
”Korrekt medicinering er helt afgørende for, at begrænse potentielt livstruende alvorlige epileptiske anfald,” siger Dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen og tilføjer: ”Jeg håber, at man finder en løsning, der garanterer, at drengen får den nødvendige behandling.”
Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten vil nu tage kontakt til den ansvarlige minister, justitsminister Morten Bødskov: ”Det er komplet uforståeligt og umenneskeligt, at denne dreng ikke kan få opholdstilladelse. Han er meget alvorligt syg og risikerer at miste livet, hvis han sendes tilbage til Serbien,” siger hun til DR Nyheder.
(Kilde: DR Nyhederne)
03.01.2012
Bødskov kan hjælpe Zoran
04.12.2024