Børn med epilepsi gjorde indtryk på Radikale profiler

Folketingspolitiker Zenia Stampe og byrådsmedlem Pia Hvid har besøgt Filadelfia for at høre om institutionens indsats på uddannelsesområdet

 

Hvad betyder uddannelse i forhold til at gøre drømme til virkelighed? Det var et af spørgsmålene folketingspolitiker Zenia Stampe og byrådsmedlem i Sorø Kommune, Pia Hvid, gerne ville diskutere, da de forleden besøgte Filadelfia. Ud over Epilepsihospitalet rummer Filadelfia bl.a. en uddannelsesenhed.

På Børneskolen på Filadelfia mødte de to radikale politikere bl.a. Jonas, der efter flere umulige år i folkeskolen, nu er på Børneskolen på Filadelfia. Epilepsien gav ham ikke kun anfald, men også problemer med angst, depression og sociale vanskeligheder. Hans historie var en af dem de to radikale profiler tog med sig hjem efter en rundtur på Filadelfia, hvor kompetenceudvikling og uddannelse var i fokus.

Børnene gjorde indtryk

“Børnenes historier gjorde stort indtryk på mig. Børn, som ikke trives i kommunerne, kan komme her og få gavn af den store specialviden, som Filadelfia rummer”, sagde Zenia Stampe efter besøget til Filadelfias hjemmeside.

Zenia Stampe og Pia Hvid lagde også vægt på styrken i at få bragt viden ud af institutionen. Det er noget af det Filadelfia Uddannelse står for. Filadelfia Uddannelse er en enhed, som står for sundhedsfaglige, ledelses- og diakonifaglige kurser.

Uddannelseskoordinator Anne Ronex fra enheden gav de to politikere en grundig gennemgang af mulighederne for uddannelse og kompetenceudvikling – ikke alene for ansatte på Filadelfia, men også for ansatte i fx kommuner og hospitaler. Det er uddannelse, som øger viden om, hvordan man afbryder anfald, hjælper patienter med sociale udfordringer og tackler borgere, som på grund af hjerneskader opfører sig anderledes end ventet.

Giver sin viden videre til Radikales sundhedsordfører

Zenia Stampe vil gå videre med sin nye indsigt om epilepsi til partiets sundhedspolitiske ordfører Lotte Rod: “Jeg vil spørge ind til, hvad hun ved om epilepsi, Filadelfia og hvordan hun arbejder med området,” forklarede Zenia Stampe, som synes Filadelfias blik for helheden er rigtig vigtigt.

Det samme pointerede hendes partifælle: “Det er glædeligt og nyt for mig, at Filadelfia kommer hele vejen rundt om patienter og borgere. De sociale udfordringer betyder så meget for livskvaliteten. Det helhedssyn så jeg gerne også mange andre steder”, sagde Pia Hviid.

Kilde og foto

Filadelfia.dk. Fotoet er af Pia Hvid (t.v.) og Zenia Stampe under besøget på Filadelfia

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev