17.02.2011

Børneepilepsi øger dødsrisiko

Epilepsi, der starter i barneårene, giver for nogle patienter en markant større risiko for epilepsirelaterede dødsfald, bl.a. pludselige, uforklarlige dødsfald (SUDEP). Risikoen er særlig høj for personer, der ikke kan gøres anfaldsfrie. Det konkluderer en finsk undersøgelse, hvor man i en periode på 40 år har fulgt 245 personer, der fik epilepsi som børn. I perioden døde i alt 60 af deltagerne, hvilket svarer til en tredoblet risiko i forhold til normalbefolkningen.
Den forøgede risiko for død som følge af epilepsi blev udelukkende set hos personer, der ikke havde været anfaldsfri de sidste 5 år inden deres død. Den største risiko for død blev set hos de personer, der ikke var anfaldsfri, havde deres epilepsi på baggrund af en medfødt sygdom/hjerneskade, som var svært udviklingshæmmet og som havde haft status epilepticus.
”Der er ikke noget afgørende nyt i artiklen,” siger forskningsleder og overlæge på Epilepsihospitalet, Helle Hjalgrim:  ”Den dokumenterer, at der er en forhøjet risiko for død forbundet med at have epilepsi, den dokumenterer at risikoen for død er højere, hvis man har en symptomatisk epilepsi og at risikoen er højere hvis man ikke er anfaldsfri.”
”Forfatterne angiver at de ikke i deres materiale ser tilstrækkelig bevis for, at man ved at behandle mere aggressivt kan forhindre SUDEP – ikke desto mindre er netop manglende anfaldsfrihed en risikofaktor,” siger Helle Hjalgrim: ”De anfører også at andres studier af SUDEP blandt patienter, der er blevet anfaldsfri efter epilepsikirurgi er meget lavere end i den ”anfaldsaktive” gruppe. Dette tolker forfatterne som at risikoen for SUDEP kan påvirkes af effektiv behandling. ”
”Min egen anbefaling er behandling – så effektiv som muligt, og undlad ikke at overveje epilepsikirurgi som en mulighed,” siger forskningsleder Helle Hjalgrim.
(Kilde: Dagens Medicin, New England Journal of Medicine og Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev