08.10.2013

Briter vil lave cannabis-medicin

Indledende forsøg med forskellige komponenter af cannabis har vist så gode resultater, at det britiske University of Reading sammen med GW Pharmaceuticals vil afprøve en udvalgt, ikke-hallucinerende komponent af cannabis på mennesker med epilepsi. Målet er at udvikle epilepsimedicin ud fra den særlige cannabiskomponent.
 
Behandling af epilepsi med medicinsk cananbis har i længere tid været et varmt emne både i udlandet og i Danmark. I USA har enkelte stater ændret sin lovgivning, så medicinsk cannabis kan bruges til bl.a. behandling af børn med epilepsi.
 
I Danmark oplyser direktør Helle Hjalgrim fra Epilepsihospitalet i Dianalund, at de har fokus på området og er i gang med forberedelserne til et projekt omkring behandling med CBD – der er en ikke-hallucinerende del af cannabisplanten, der har vist positiv resultater i forbindelse med epilepsi. Det er endnu ikke muligt at sige hvornår, der kan inkluderes patienter i projektet.
 
På University of Reading har de forsket i forskellige kemiske komponenter fra cannabisplanten. Forsøgene udpegede en særlig komponent, de kalder GW42006, som særlig velegnet ved epilepsibehandling. Det er den, de nu vil teste på mennesker.
GW42006 er en del af planten, man ikke bliver ”skæv” af.
 
I en udtalelse fra GW Pharceutical siger Dr. Ben Whalley fra Reading School of Pharmacy: ”Gennem de seneste år har vores forskning i samarbejde med GW Pharceutical vist, at GW42006 ikke bare har anfaldskontrollerende effekt; det bliver også tolereret bedre end eksisterende antiepileptiske præparater.”
 
Han peger på, at GWP42006 virker på en anden måde end nuværende epilepsipræparater. Det betyder, at mennesker med epilepsi, der ikke kan blive anfaldsfri med nogen af de eksisterende epilepsipræparater, muligvis kan hjælpes med GWP42006, mener Dr. Ben Whalley.
 
Dansk Epilepsiforening har argumenteret for, at der skulle laves kliniske og kontrollede forsøg i Danmark med medicinsk cannabis uden hallucinerende bivirkninger.
 
I forlængelse af de britiske resultater siger dansk Epilepsiforenings landsformand, Lone Nørager Kristensen: ”Det er spændende at følge udviklingen på dette område. Der er fortsat mange som ikke kan hjælpes til anfaldsfrihed med de eksisterende behandlingsmetoder, så alle mulige positive fremskridt følger vi naturligvis nøje – herunder også de danske forsøg der er i støbeskeen. Men det er vigtigt at understrege, at forsøg bør foregå under klinisk kontrollerede forhold af hensyn til patientsikkerheden. Vi må fraråde at man selv begynder at eksperimentere."
 
(Kilde: Epilepsy Action, Epilepsihospitalet og Dansk Epilepsiforening)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev